Hvor heldig kan man være? Vi kender til Polykrates' held og egypterkongen Amasis' frygt for, at det brat må vende, fra Herodots Historie, bog 3. I denne ender det da også med, at Oroites, guvernør af Lydien, får lokket Polykrates i en fælde, og dræber ham på grusomste vis, hvorefter han korsfæstes.
Ud over Schaldemoses findes der en oversættelse fra 2009 gjort af Helle Gjellerup til brug i skolen.
God fornøjelse!
27-Polykrates-RingPolykrates' Ring
Frederik Schaldemose (1783-1853)
Efter Friedrich Schillers
Der Ring des Polykrates (1797)
Han stod paa Kongeborgens Tinde,
Og skued' veltilfreds i Sinde
Paa Samos ned, sit skjønne Land:
Derpaa til Nilens Drot han vender
Sig: »Dette Land min Magt erkjender;
Jeg er en højstlyksalig Mand!«
»Ja, priis de milde Guders Naade,
Thi over dem Du nu mon raade,
Der fordum dine Lige var';
Dog lever Een, for dem at hævne;
Ei lykkelig jeg kan dig nævne,
Før han sit Øie lukket har.«
Og næppe ender han sin Tale,
Før fra Miletos' fjærne Dale
Et Budskab for Tyrannen staaer:
»Lad, Herre! Offerdufte stige,
Og vind en Krands, Du Lykkelige!
En Laurbærkrands omkring dit Haar!«
»Fra Hæren Polidor mig sender,
Med Budskab: For hans tappre Hænder
I Slaget faldt din Avindsmand!«
Og af en Kobberskaal han drager —
Den stumme Rædsel dem betager, —
Et velkjendt Hoved frem paa Stand.
Med Gru tilbage Kongen viger,
Og med bekymret Blik han siger:
»Sæt ei til Lykkens Huld din Lid,
Betænk at paa de falske Vover
Din Flaade svømmer, Stormen sover,
Men kun den sover til en Tid.«
Hans Varselsord et Raab afbryder,
En Jubel, som fra Rheden lyder;
Forundret skuer han derned.
Til Fædrekysten, tungt beladte
Med fjærne Landes dyre Skatte,
De masterige Snækker gled.
Forbauset raaber Gjæsten: »Kjære!
Dig synes Lykken huld at være,
Men Lykkens Gunst er Skum paa Vand.
End truer Dig med Krigens Farer,
Stridvante Kreters vilde Skarer,
Alt nærme de sig Samos' Strand!"
Men hurtigt ind i Havnen skyder
En Snække, pludseligt gjenlyder
Om Borg og Stad et Jubelskrig:
»Priis være Poseidaons Naade!
En Storm har splittet Cretas Flaade,
Til Ende er den hele Krig!"
Og næppe kan sig Gjæsten fatte;
»Ja, lykkelig jeg maa Dig skatte,
Dog maa jeg grue ved dit Held;
Frygt Guders Avind; her i Livet
Det blev ei Dødelige givet
At tømme stedse Glædens Væld.«
Mig var og Lykkens Gunst beskjæret;
Af Ven og Fjende var jeg æret;
Mig fulgde Seiren overalt;
Da tog de høie Guders Vrede
Min Søn, mit største Held hernede;
Min Gjæld jeg Lykken har betaelt.«
»Og vil du vinde Himlens Naade,
Beed dem, der hist usynligt raade
Om Smerte til din Salighed;
Umueligt den med Glæden ender,
Paa hvem med altid fulde Hænder
Sin Yndest Lykken øser ned.«
»Men vil din Bøn ei Himlen høre,
Da bøi til Vennens Raad dit Øre,
Og kald Du selv Ulykken ned.
Du er med Skatte rigt begavet,
Tag den og kast den flux i Havet,
Som meest dit Hjerte hænger ved!«
Da svarer Hin: »Dit Raad jeg ærer;
Af al den Rigdom Øen bærer,
Er denne Ring min største Skat.
Erynnien den ofret blive,
Om hun mit Held mig vil tilgive!«
Han slænger den i Dybets Nat.
Men næppe Morgenrøden smiler
Før ind i Kongeborgen iler
En Fisker fro og taler saa:
»Se, Herre! denne Fisk, dens Lige
Blev aldrig fanget i dit Rige;
Min ringe Skjænk Du ei forsmaa!«
Og strax derefter Kokken triner,
Med Glædens Smiil i alle Miner
For Drotten frem og siger: »Her
Er Ringen, som Du plejer bære;
I Fiskens Bug den laa, o Herre!
Din Lykke uden Grændse er!«
Forfærdet bort sig Gjæsten vender:
»Ja, Himlens Vrede jeg erkjender;
I Dig ej meer en Ven jeg seer.
Et Held, som dette, Fald bebuder;
Fordærve vil' Dig alle Guder.
Farvel, jeg tør ei dvæle meer!«
Tekstgrundlag: |
Schaldemose, Frederik 1842: Digte af Friedrich v. Schiller, A.G. Salomon's Forlag, Kjøbenhavn, s. 122-127. |
|---|---|
Billedkilde: |
Grotiohann, Philip 1877: Der Ring des Polykrates, i: Fischer, J. G. (udg.) Schillers Werke. Illustrirt von ersten deutschen Künstlern, bind 1, Eduard Hallberger, Stuttgart, s. 113. |
Litteratur: |
Luserke-Jaqui, Matthias 2011: Schiller. Handbuch. Leben – Werk – Wirkung, s. 280-281. |