Skyggernes Rige

Et af højkulturens hovedspørgsmål; hvordan vinder man sig udødeligheden? Er det overhovedet muligt at vinde den her i livet, eller må man først skilles fra den sansende krop? behandles på smukkeste vis i femte digt fra Schaldemoses Schiller-samling: Skyggernes Rige

05-Skyggernes-Rige

Hent PDF-fil ned

Skyggernes Rige

Friderich Schmidt (1771-1840)
Efter Friedrich Schillers
Das Ideal und das Leben (1795)
Først udgivet under titlen
»Das Reich der Schatten«

Evig klar og speilereen og rolig
Flyder i Olympens Bolig
De Forklartes Liv i hellig Fred.
Maaner vexle, Secler brat henile,
Deres evig unge Roser smile,
Medens knuste Verdner styrte ned.
Mellem Sjælefred og Sandsens Glæder,
Ængstligt Valg kun laanes Jordens Søn,
Men om Uranidens Pande spreder
Begges Glands sig dobbelt skjøn.

Kan til hine Høider Ingen stige?
Maa det skjønne Blomster vige,
Førend Høstens Gave smiler huld?
Naar sig Lunas blanke Sølvhorn fylde,
Maa den anden Halvdeel Nat omhylle,
Bliver Straaleskiven aldrig fuld?
Nei, — men og fra Sandsers Grændse føre
Veje over Evighedens Rand:
De, som Jordens Goder ei berøre,
Tidens Lov ei fængsle kan.

Vil I her alt være Guder lige,
Være frie i Dødens Rige,
Bryder ikke af den Haves Frugt;
Øiet ved det blotte Skin sig fryde;
Ve den lystne Gane, som tør nyde!
Snart den straffes med Begjærets Flugt.
Selv af Styx med nifold Kreds omvunden,
Ceres' Datter dog undvige kan;
Men hun griber Æblet og er bunden
Evig nu til Orkus' Land.

De, som flette Skjæbnens dunkle Traade,
Over Legemet kun raade;
Men ophøiet over Tid og Jord
Salige Naturers høie Broder
Vandrer hisset mellem lyse Kloder,
Skyggen Guder lig blandt Guders Chor.
Vill' I paa dens høie Vinger stige,
Vorder fra hver jordisk Angest frie,
Flyver hen til Skjønheds Skyggerige,
Ud fra Livets trange Sti.

Og — for evig Eder at bevare
For hiin frygtelige Skare,
Bryder modig alle Broer af.
Frygter ei fra Eders Hjem at rives;
Ei til Livet nogen Vei der gives,
Som jo fører til den visse Grav.
Hvad I eied', hvad I nogensinde
Været har og hvad I har igjen,
Offrer villig — det Forgangne svinde
I en salig Glemsel hen!

Evig hellig denne Fristad være!
Smerters Minde ei vanære,
Taarer, Sorg og Nag ei smitte den!
Løst for alle Baand og alle Pligter
Er, hvo hid til Helligdommen flygter;
Hvor en jordisk Brøde falder hen.
Opreist vandre Slaven her og glemme
Lænkerne, som fængslede hans Arm;
Selv den hævnende Erinnys' Stemme
Tie i hver Synders Barm.

Menneskehedens Guddomsbilled svæve
Her i fuldendt Glands og hæve
Evigung sig over jordiskt Meed;
Som Elysets straalende Indbygger,
Og ved Styxes Bred de tause Skygger,
Som det stod i himmelsk Herlighed.
Før den Tid, da den Udødelige
Steeg til traurig Sarkophage ned.
Var i Livet Kampens Vægt ulige,
Seier er os her bered.

Ei fra Kamp den Trætte at udrive,
Men den Matte at oplive,
Vifter her en duftig Seierskrands.
Mægtig, selv naar Eders Ønske hviler,
Skjæbnens vilde Strøm med Jer bortiler,
Tiden snoer Jer i sin Hvirveldands;
Men hvis Modets djærve Vinge synker
Under Følelsen af piinlig Tvang,
Seer fra Skjønheds Høi, hvor Maalet blinker,
Hilser det med Jubelsang!

Naar det gjælder Herremagt at øve,
Kjæmper deres Styrke prøve,
Jage efter Lykkens, Ærens Gunst:
Da maa Dristighed mod Kraften stande,
Vognene med vældigt Brag sig blande
Hist paa Banen fuld af Støv og Dunst.
Mod kan ene Tak og Hæder bringe
Dem, som Hippodromens Maal opnaae;
Kun den Stærke Skjæbnen kan betvinge,
Naar den Svage synke maa.

Men indspærret før af høie Fjælde,
Hvor den skummend' saaes udvælde,
Livets Flod hist rinder blidelig
Gjennem Skjønheds stille Skyggelande,
Og paa krused' Bølgers sølvblaae Rande
Maler Hesper og Aurora sig.
I utvungen Pagt, som Skjønhed stifter,
Opløst i gjensidig Kjærlighed,
Hvile roligt de udsonte Drivter
Og af ingen Fjende veed.

Naar ved Kunstflid Livet at besjæle
Og med Stoffet sig formæle,
Daadfuld Genius er fyrig spændt,
Da maa Flidens Nerve sig anstrænge,
Da maa Tanken kjæmpe haardt og længe,
Seirende trods haarde Element.
Flid, som blegner ei for nogen Møie,
Aabner ene Sandheds dybe Væld,
Meislens tunge Slag kan ene bøje
Haarde Blok af Marmor-Fjæld.

O, men trænger op til Skjønheds Sphære,
Stoffet, som sin Vægt maa bære,
Bliver fængslet da til lave Jord.
Ei af Massen piinligen udtvunget,
Som fra Intet slank og let udsprunget,
Billedet for henrykt Øie staaer.
Hver en Tvivl og hver en Kamp maa svinde
I de stolte Skyers høie Fred;
Borte er hvert Spor, som funde minde
Om en jordisk Usselhed.

Naar i jordisk Nøgenhed I stedes
For den høie Lov og ræddes;
Naar selv Helgner føle Nagets Braad,
Eders Dyd, som Sandheds Soel ei taaler,
Blegne da — for Idealets Straaler
Flygte modløs bludselsfulde Daad,
Ingen Skabt til dette Maal kan vinde,
Over denne Rædselsafgrund er
Ingen Baad og ingen Bro at finde,
Intet Anker fæster der.

Men gaaer ud fra Sandsers snævre Skranker,
Vover Friheds Flugt med Tanker,
Og det fæle Gjenfærd flygter ræd,
Og den dybe Afgrund vil tilhylles,
Lader Villien af dens Guddom fyldes,
Og den stiger fra sin Throne ned;
Lovens haarde Baand alene binder
Slavens feige Sind, som haaner det,
Og med Menneskets Modstræben svinder
Selv dens Guddoms Maiestæt.

Naar I føle jordisk Kummers Byrde,
Naar hist lede Slanger myrde
Priams Ven i qvalfuld Vaande stedt,
Da oprøres Mennesket og bæve!
Høit mod Himmelen hans Røst sig hæve,
Eders Hjerter føle hvad han leed;
Seierrig Naturens Stemme lyde,
Glædens Rose dø for Skrækkens Haand,
Og i hellig Sympathi henflyde
Den udødelige Aand!

Men naar vi i hine Egne svæve,
Hvor de glade Skygger leve,
Raser Jammers vilde Storm ei meer.
Her tør ingen Smerte Sjælen saare,
Sorgen offres her ei nogen Taare,
Aandens kjække Kamp kun hyldes her.
Skjøn som Iris' Farveild sig gyder
Over Tordenskyens Mørkegraa,
Her bag Veemods dunkle Slør frembryder
Rolighedens Lyseblaa.

Nedtrykt til den Feiges Træl — Alciden
Fordum modig gik til Striden,
Trodsed Løvens Harm og Hydrens Braad;
Og for sine Venners Liv at redde,
Steg han dristigt selv til Styxes Bredde,
Styrted' sig i acherontisk Baad,
Alle Jordens Byrder, alle Plager,
Som den vrede Juno paa ham bær',
Villig han paa stærke Skuldre drager,
Til hans Løb fuldendet er.

Til, som Gud, han over Jorden hævet,
Og fra Mennesket løsrevet,
Aanded' Æthers Luftstrøm let og blank.
Fro ved uvant Flugt han opad iled,
Medens Livets tunge Drømmebilled
Stedse mere sank og sank og sank,
Himlens Harmonier strax indbøde
Den Forklarte i Kronions Sal;
Hebe, evigung gik ham imøde
Smilende med sin Pokal.

Hent TXT-fil ned

Tekstgrundlag:
Schaldemose, Frederik 1842: Digte af Friedrich v. Schiller, A.G. Salomon's Forlag, Kjøbenhavn, s. 20-29.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.