Semele Sophus Zahle(?) (1797-1837) Efter Friedrich Schillers Semele (Anthologie auf das Jahr 1782) SEMELE i to Scener ——————————— PERSONERNE Juno Semele, Prindsesse af Theben Jupiter Merkur ——————————— Handlingen foregaaer i Kadmus' Palads i Theben. ——————————— FØRSTE SCENE Juno (stiger af sin Vogn, omgivet af en Sky.) Bort med den vingede Vogn! Junos Paaer, venter mig Paa Cythærons skyfulde Top. (Vogn og Sky forsvinde.) Vær hilset, Huus, Du Gjenstand for mit Had, Vær hilset, Tag, som jeg med Afsky seer, Forhadte Mure! Altsaa her er Stedet, Hvor Jupiter min Ægteseng besmitter Og det i Paasyn af den kydske Dag! Her er det, hvor en Qvinde, hvor en Skabning, En Skabning kun af Støv fordrister sig Til Tordneren at smigre af min Arm; Og holde ham ved sine Læber fangen! Juno, Juno, eensom Staaer Du og forladt, Paa Himlens Throne. Offre Dine Altre bære; Og for Dig man knæler hen. Hvad er uden Elskov Ære? Hvad er Himlen uden den? Ve, Dit stolte Sind at tvinge Maatte Venus sig af Skummet svinge; Hendes tryllende Blikke Mennesker og Guder bandt. Ve, Dit Held at forøde, Maatte Hermione føde, Og Dit Held forsvandt! Er jeg ikke Gudernes Fyrstinde? Ikke Tordnerens Søster? Ei Zeus' Alherskerens Hustru? Stønner Himlens Axer ikke Paa mit Bud, er ei Olympens Krone min? Ha, jeg føler mig! Kronos' Blod i de udødelige Aarer, — Kongeligt svulmer mit guddommelige Hjerte! Hævn! Hævn! Skal jeg ustraffet haanes? Skal hun ustraffet blandt de evige Guder Kaste Stridens Æble, kalde Eris I den glade, himmelske Sal? Forfængelige! Dø og lær ved den stygiske Strøm, At skille det Guddommelige fra jordiskt Støv Din Kjæmperustning nedtrykke Dig! Din Frækhed Sønderknuse Dig! Hævnpandsret Stiger jeg ned fra det høie Olymp. Søde, fortryllende, Smigrende Taler Haver jeg udtænkt. Død og Fordærvelse Lure i dem. Hør, hendes Trin! Hun kommer! Nærmer sig den visse Fordærvelse! Indhyld Dig, Guddom, i dødelig Dragt! (Hun gaaer.) Semele (raaber ind paa Scenen.) Alt daler Solen; iler mine Terner! Med liflig Ambraduft at fylde Salen! Strøer Roser og Narcisser rundt omkring; Forglemmer ikke de guldvirkte Hynder! — Han kommer ei endnu, og Solen daler! — Juno (Styrter ind i en gammel Kones Skikkelse) Højloved' være Guderne, min Datter! Semele Ha! Vaager — drømmer jeg! I Guder! Beroe! Juno Hvad, skulde Semele vel have glemt Sin gamle Amme? Semele Beroe! ved Zeus! Lad til sit Bryst Din Datter trykke Dig! Du lever? Hvad har ført fra Epidaurus Dig hid? Hvorledes lever Du? Du er Bestandigt dog min Moder! Juno Ja, Din Moder! Før kaldte Du mig saa. Semele Det er Du end! Det vil Du blive indtil jeg har drukket Af Lethes Glemselsdrik. Juno Snart vil vel Beroe Forglemmelse af Lethes Vande drikke; Af Lethe drikker Kadmus' Datter ei! Semele Hvordan, min Gode? Gaadefuld var ellers Din Tale ei, og ei saa dunkel før! Nu taler af Dig Dine graa Haars Aand; Jeg, siger Du, vil ei af Lethe drikke? Juno Det sagde jeg! Ja! Men hvi spotter Du Vel mine hvide Haar? Vel har de ei En Gud besnæret, saasom Dine Blonde! Semele Tilgiv den Ubesindige! Hvor skulde Jeg spotte Dine graae Haar? Ville mine Vel evigt bølge blonde om min Hals; Men hvad var det Du mumled for Dig selv Saa sagte? — Om en Gud? Juno Nu, sagde jeg En Gud? Velan! de boe jo overalt! At dyrke dem anstaaer den Svage vel. Ja Guderne er', Semele! hvor Du er. Hvi spørger Du mig? Semele Slemme! Dog fortæl, Hvad førde Dig herhid fra Epidaurus? Det dog vel ei, at Guder gjerne boe Om Semele? Juno Ved Jupiter, kun det! Hvad for en Ild foer gjennem Dine Kinder, Da jeg udtaelte Jupiter? Ei anderledes End hin, min Datter! — Skrækkelig nu raser I Epidaurus Pesten; dødlig Gift Er hvert et Aandedræt; hvert Pust fordærver; Sin Søn opbrænder Moderen; Brudgommen Sin Brud; de flammerøde Baal forvandle Den mørke Midnat til den lyse Dag, Og Klager hyle rastløst gjennem Luften; Uendelig er denne Jammer! Harmfuld Nedskuer Zeus nu paa det arme Folk. Forgjæves strømmer Offerblod; forgjæves Nedknæle Præsterne for Gudens Alter; Hans Ører ere døve for vor Klage — Derfor har mit haardtslagne Fødeland Sendt mig til Kadmus' kongelige Datter; For at bønfalde hende om at vende Hans Harm fra os; — Beroe, hendes Amme, Saa tænkte de, formaaer hos Semele En Deel, og Semele hos Zeus; meer veed Jeg ei; forstaaer end mindre hvad de meende Med det som Semele formaaer hos Zeus. Semele (heftig og glemmende sig selv.) I Morgen viger Pesten — sig dem det! Zeus elsker mig — i Dag end maa den vige! Juno (Farer op, forbauset.) Ha, er det sandt hvad Rygtets tusind' Tunger Har pluddret ud fra Ida indtil Hæmus? Zeus elsker Dig, Zeus hilser Dig i al Den Pragt, hvori ham Himlens Borgere Beundre naar i Junos Arm han synker? Lad, Guder! lad nu disse graae Haar fare Til Orkus! Jeg er mæt af Livet nu! Kronion svæver i sin Guddomspragt Til hende ned, til hende, der engang Har diet dette Bryst. — Semele O, Beroe! Han kom, En Yngling skjøn, saa Ingen mere skjøn Forlod Auroras Skjød, meer paradisisk, End Hesperus, naar han balsamiskt aander, Og dypper Lemmerne i Ætherglød; Hans Gang alvorlig, majestætisk som Hyperions, naar Kogger, Pile, Bue Paa Skuldren klinge; som naar Sølverbølger Af Oceanet hæve sig, omsvæved Hans Klædebon ham, Stemmens Melodi Var som en Sølverklang af flydende Krystaller, Meer tryllende end Orpheus' Harpeklang. Juno Ha, Datterlil! Begejstringsflammen hæver Dit Hjerte til et helikoniskt Sving! Hvad maa det Hørte ikke have været, Og hvad det Seete, naar Erindringen Fremkalder en saa undersalig Vellyst? Men hvi fortier Du Det Kosteligste nu, Kronions Pragt, de røde Tordenkiler Der gjennem sønderrevne Skyer iler ? Stor Skjønhed kan Prometheus og Deukalion have givet; Men Tordenkiler kaster ene h a n; Den Torden, som han lagde for Din Fod, Har gjort Dig til den Herligste paa Jorden. Semele Hvad siger Du? Her er ei Talen om En Tordner! Juno (smilende.) Ogsaa Spøg Dig klæder vel. Semele Saa himmelsk, som min Jupiter var ingen Søn af Deukalion — jeg kjender ingen Tordner. Juno Ih, Aabrysot! Semele Nei, Beroe! ved Zeus! Juno Du sværger? Semele Ja, ved Zeus! ved min Zeus! Juno (med et Skrig). Du sværger! Semele (ængstligt.) Beroe, hvad fattes Dig? Juno Siig det endnu engang det Ord, der gjør Dig til den Usleste paa Tellus' Kreds! Usalige, det var ei Zeus! Semele Ei Zeus! Afskyelige! Juno En Bedrager var det, Fra Attika, der under Gudens Maske Bedrog Dig for Din Ære og Din Uskyld. (Semele segner om.) Ja, styrt kun hen, staa aldrig op igjen! Lad evig Nat Dit Lys opsluge, lad En evig Taushed ruge paa Dit Øre! Bliv evigt her en livløs Klippeblok! O, Skjændsel! Skjændsel, der tilbageslænger Det kydske Daglys i Hekates Favn! Saa, Guder! Guder! saa maa Beroe Nu efter sexten lange, lange Aar Igjen see Kadmus' Datter! Glad i Hu Drog jeg fra Epidaurus, men med Skam Maa jeg til Epidaurus gaae tilbage. — Fortvivlelse medbringer jeg! — o, Jammer! Indtil en anden Oversvømmelse, Kan Pesten roligt vare ved, kan Liig Optaarne sig om Øtas Top, kan selv Det hele Hellas blive til et Beenhuus, Før Semele formilder Gudens Vrede. Bedragne er' vi Alle — jeg og Du; Og Grækenland og Alt. — Semele (Reiser sig stiltiende op og udstrækker Armene efter hende.) Min Beroe! Juno Fat Mod, mit Hjerte! End maaskee det dog Kan være Zeus — sandsynligt dog vel ei! Maaskee dog er det Zeus! Nu maae vi snart Erfare det. Nu maa han vise sig! Hvis ikke maa Du evig flye hans Spor — Maa give ham til Priis for Thebens Hævn. Se op min Datter, se Din Beroe I Øiet, der medlidende sig aabner! Hør, var det ikke bedst at prøve ham, Min Semele? Semele Ved alle Guder, nei! Saa vilde jeg ei finde ham. — Juno Og vilde Du lide mindre, naar i bange Tvivl Du smægted' hen, og hvis det dog var ham? Semele (Skjuler sit Hoved i Junos Skjød.) Ak, det er ikke ham! Juno Og han fremstilled Sig for Dig i den hele Glands, hvori Olympen nogensinde saae ham? Hvad, Min Semele! Og vilde Du fortryde Da at Du havde fristet ham? — Semele (farende op.) Han maa Afsløre sig! Juno (hurtigt.) Mit Barn, han tør ei synke I Dine Arme, før han har afsløret Sig, derfor hør en trofast Ammes Raad; Hvad Kjærligheden nu tilhvidsker mig, Vil Kjærlighed fuldbringe — sig mig, Barn! Naar vil han komme? Semele Før Hyperion I Thetis' Seng nedstiger loved han At møde mig. Juno (heftig og forglemmende sig selv.) Hvad? Virkelig? Han loved' det? — Igjen i Dag? (fatter sig.) Han kommer; Og naar han elskovsdrukken nu udbreder For Dig at favne sine Arme, saa — Mærk Dig det vel, saa træder Du tilbage Som rørt af Lynet. Ha! Han vil forbauses! Men lad ham ikke længe, Barn, forbauses; Men vedbliv med et Blik saa koldt som Iis At modstaae ham; langt mere vildt og hæftigt Vil han bestorme Dig; de Skjønnes Knibskhed Er kun en Dæmning, der tilbagepræsser En Bjergstrøm; og meer voldsomt brydes Da Bølgerne. — Derpaa begynder Du At græde — Jetteslægten kan han modstaae, Kan roligt see naar Typheus' hundred' Arme Optaarner Ossa paa Olymp, for ham At styrte fra den Throne, han har arvet, — En Skjønheds Taarer dog modstaaer han ei — Du smiler, sikkert overgaaer Disciplen I Visdom Lærerinden — ikke sandt? — Nu beder Du ham at tilstaae Dig en Kun lille, lille og uskyldig Bøn, Hans Ømhed og hans Guddom at besegle. — Han sværger det ved Styx — ham binder Styx; Nu kan han aldrig slippe meer! — Du taler: »Før skal Du ei omfavne denne Middie, Før Du, i al din Guddoms-Kraft, hvori Du favner Kronos' Datter, favner mig.« Lad, Semele, det ei forskrække Dig, Naar Du omgives af hans Guddoms Rædsler, Naar Ilden, der omflammer ham, naar Tordner, Der buldrer om ham, vil betage Dig Din Længsel efter at see Ønsket opfyldt; Det er kun tomme Rædsler, Semele! Og gjærne pleje Guderne at være Mod Menneskerne sparsomme med disse Saa smukke Herligheder. Bliv kun Du Standhaftig ved din Bøn, og Juno selv Vil skjele til Dig fuld af giftig Avind. Semele Den Hæslige med hendes Oxeøine! Tit har i Elskovs Øjeblik han klaget, Hvor hun ham plaged' med sin sorte Galde. Juno (Forbittret, forlegen og afsides.) Ha, Orm! Fordærvelse for denne Spot! Semele Hvorledes, Beroe! Hvad mumler Du? Juno (Forlegen.) Slet intet, Semele! mig plager og Den sorte Galde — ofte maa et skarpt, Et Strafblik gaae hos Elskere for Galde — Og Oxeøine er dog ei saa vilde. — Semele O, fy dog, Beroe! de Hæsligste, Der nogensinde fandtes i et Hoved! — Og dertil Kinder gule, grønne, ret En synlig Straf for giftig Aabrysot — Jeg ynker Zeus, at denne onde Qvinde Ei skaaner ham een Nat med denne ækle, Afskyelige Kjærlighed, med disse Skinsyge og urimelige Griller — Det er Ixions Hjul i Himmelen. Juno (Raser frem og tilbage, i den yderste Forvirring og Vrede) Ei meer herom! Semele Hvad, Beroe, saa bitter? Har jeg sagt meer, end der er sandt, sagt meer, End der er klogt? Juno Du har sagt meer, end der Er sandt, og meer end klogt er, unge Kone! Ja, lykkelig Du kan Dig prise, hvis Ei dine Øines Blaa nedsmile Dig I Charons Færgebaad før Tiden, — viid, Saturnia har Altre end og Templer, Og vandrer om blandt Dødelige — hun Ei hævner noget meer, end kaad Foragt. Semele Hun vandre her som Vidne til min Lykke! Hvad siger det? — min Jupiter beskytter Hvert Haar paa dette Hoved. — Hvad kan Juno? Dog lad os tie derom, Beroe! Zeus maa jeg see i Dag i al hans Pragt, Om og Saturnia derover skal Til Orkus finde Veien — Juno (Afsides.) Denne Vei Vil vel en Anden finde førend hun, Hvis end Kronions Lyn formaaer at træffe! (Til Semele.) Ja, Semele! Saa briste hun af Nid, Naar Kadmus' Datter for al Hellas' Øine Opsvæver til Olympen i Triumph. Semele (letfærdigt smilende.) Saa mener Du, at man i Grækenland Vil høre hvor det gik med Kadmus' Datter? Juno Ha! om man og fra Sidon til Athen Vil høre om en Anden! Semele! Guder vilde i Olympes Rige Knæle for Dig paa hans Bud, Og i Ærefrygt de Dødelige Neie sig for Jettebanens Brud. Og i frygtsom Afstand — Semele (Falder hende om Halsen) Beroe! Juno Evigheder — gamle Verdner Vil i Marmorskrivt forkynde: Her tilbedes Semele! Hun den skjønneste blandt Qvinder, Der nedtvang til sine Kysse Tordneren fra Himlens Sale Til den lave Jordens Kreds; Og paa Fama's tusindfold brusende Vinge Skal over Havet og Jorden det klinge. Semele (Ude af sig selv.) Pythia! Apollo! — Hvis dog han Blot kommer. Juno Og paa dampende Altre vil Man ære Dig som en Gudinde. Semele Bønhøre vil jeg dem, med mine Bønner Hans Vrede mildne og i Taarer slukke Hans Lyn — og gjøre Alle lykkelige! Juno (For sig selv.) Arme Ting! Det vil Du aldrig kunne! (eftertænkende.) Snart smælter — dog at kalde mig afskyelig! — Nei! — Ned til Orkus med Medlidenheden! (Til Semele.) Fly kun, fly kun, min Kjære, at ei Zeus Dig mærker — lad ham længe vente Dig, At ret hans Længsel stiger. Semele Beroe! Dig Himlen har udkaaret til sin Stemme! Jeg Lykkelige! Fra Olympen ville Selv Guderne sig neie, — Dødelige Nedknæle for mig i ærbødig Taushed — Lad kun, o lad — men jeg maa bort herfra! (Iler bort.) Juno (Jubler og seer efter hende.) O, svage, stolte, letbedragne Qvinde! Ædende Luer være hans Blikke, Sønderknuselse være hans Kysse, Uvejrsstorm hans Omfavnelse Dig! Menneskelige Lemmer taale ei hans Nærværelse, der Tordenen slynger! Ha! (I rasende Henrykkelse.) Naar det svage, det dødelige Legem Smælter under de flammende Arme Ligesom Sneen for Middagens Glød! Naar den Meeneder istedetfor hende, Bruden, den hulde, blødarmede, favner Egen Rædsel — hvor vil jeg med Jubel See fra Cythæron herover og frydes; Raabe herover at Lynet maa falde Ud af hans Hænder; fy dog, Kronion! Hvor dog Dit Favnetag er plumpt! (Hun iler bort.) (Symphonie.) ANDEN SCENE Den forrige Sal. Pludselig Klarhed. Zeus (i en Ynglings Skikkelse.) Merkur (i nogen Afstand.) Zeus Hør, Søn af Maia! Merkur (Knæler med nedbøiet Hoved.) Zeus! Zeus Op, skynd Dig! Iil! Sving Dine Vinger til Skamanders Bred! Der græder nu ved sin Hyrdindes Grav En Hyrde — Naar Kronion elsker Skal Ingen græde — Kald hende, som er død, igjen til Livet! Merkur (Staaer op.) Et Vink af det almægtige Hoved fører Mig bort i Hast, og i en Hast tilbage. Zeus Bi! Da jeg svæved' hen til Argos, kom En Offerdamp mig duftende imøde Fra mine Templer — det behager mig, At Folket saa mig ærer — hæv din Vinge Til Ceres, til min Søster — siig, at saa Befaler Zeus, at i et halvt Aarhundred Hun skjænker Argierne tusind' Fold Af Korn. Merkur Med sittrende Iil Fuldbyrder jeg din Vrede, men med Jubel Din Huld, Alfader! thi en Vellyst er det For Guder at lyksaliggjøre, at Fordærve Qval. Befael, hvor skal jeg bringe Dig deres Tak — i Støvet, hisset nede, Hvad heller hisset i Olympens Sal? Zeus Dernede i min Semeles Palads! Afsted! (Merkur gaaer.) Hun kommer ikke mig imøde, Som ellers, at modtage Himlens Drot Ved sit af Vellyst svulmende Bryst? Hvi kommer Mig ei min Semele imøde — Død, Og rædsom Taushed hersker i Paladset Der larmed' før saa vildt og saa bacchantiskt — Ei rører sig en Luftning — paa Cythæron Stod Juno jublende — men hendes Zeus Vil Semele ei ile fro imøde. (Pause; han bliver ved.) Ha! skulde vel den Ondskabsfulde have Sig vovet i min Elskovs Helligdom? Saturnia — Cythæron — hendes Glæde — O Ahnelse! o Rædsel! — Semele! Dog Mod! Jeg er Din Zeus! Henveiret Himlen Skal lære det — at jeg, jeg er Din Zeus! Hvor er den Luft, der turde sig fordriste Til den at plage, som Zeus kalder Sin? — Jeg spotter Rænker! — Semele, hvor er Du? Jeg længes efter at begrave mit Af Vreden sværtbetyngte Hoved ved Din Barm, at lulle mine Sandser ind, At glemme Tømme, Roer og Vogn og synke I Nydelsen af salig Vellyst hen. O, Glædesruus, saa sød endog for Guder! O, lykkelige Ruus! Hvad er Uranos' Blod, Hvad Nectar og Ambrosia, hvad er Olympens Throne, Himlens gyldne Scepter, Hvad Almagt, Evighed, Udødlighed, en Gud, Foruden Kjærlighed? Den Hyrde, der ved Strømmens sagte Rislen Ved sin Hyrdindes Bryst forglemmer sine Lam, Misunder ikke mig min Tordenkile. Hun nærmer sig — hun kommer! — O Du Perle Blandt mine Værker, Qvinde! værdig til Tilbedelse er den, der skabte Dig! — Jeg skabte Dig — tilbed mig — Zeus tilbeder For Zeus, der skabte Dig. Ha! hvem i hele Væsenernes Rige Fordømmer mig? Hvor ubemærkt, foragtligt Forsvinde mine Verdner, mine Straaler Udstrømmende Stjerner, mine dandsende Systemer, mit store Strængespil — Som det de Vise kalde! Hvor det Alt Er dødt imod en Sjæl! (Semele kommer nærmere uden at see op.) Zeus Min Stolthed! Min Throne et Støv! O Semele! (Flyver hende imøde; hun vil flye.) Du flyer! Du tier! — Semele, Du flyer! Semele (Støder ham tilbage.) Bort! Zeus (Efter en Pause fuld af Forbauselse.) Drømmer Jupiter? Hvad? Vil Naturen Gaae under? — Taler Semele saaledes? — Hvad, intet Svar? — Min Arm udstrækker sig Begjærligt efter Dig — saa banked aldrig Mit Hjerte før Agenors Barn imøde! Saa slog det ei ved Ledas Bryst! Saa brændte Ei mine Læber efter Danaes Kys, Som nu — Semele Forræder, ti! Zeus Hvad, Semele? Semele Fly! Zeus (Betragter hende med Majestæt.) Jeg er Zeus! Semele Du, — Du er Zeus! Skjælv, Salmoneus, skrækkelig vil han Tilbagefordre dette stjaalne Smykke, Som Du bespotter — Du er ikke Zeus! Zeus Om mig sig drejer hele Verdens Bygning Og kalder mig saaledes — Semele Hvilken Spot! Zeus (Mildere.) Mit hulde Barn, hvorfra nu denne Tone? Hvem er den Orm, der har bortvendt Dit Hjerte? Semele Mit Hjerte var kun dens, Du efteraber — Tit komme Mennesker i Guders Maske At fange Qvinder — bort! Du er ei Zeus! Zeus Du tvivler; — Semele, — hvor kan Du tvivle, End om min Guddom? Semele (Vemodig.) Var Du Zeus! Ei skal En Støvets Søn berøre denne Mund! Zeus er mit Hjerte helliget — O, var Du ham! Zeus Du græder, græder! Zeus er her Og Semele skal græde! (Knæler ned.) Tael, forlang Og slavisk skal Naturen synke ned For Kadmus' Datter! Byd, og Strømme Skal standse deres Løb; og Helikon, Og Kaukasus og Cynthus og Mykale, Og Athos og Rhodope skulle ved Mit Almagtsvink løsladte kysse Dal Og Eng, og dandse lig Sneflokker i Den mørke Luft — befael, og Nord og Øst, Og Hvirvelvinden skal beleire den Almægtige Trident, Og gjennemryste Poseidaons Throne; I Oprør stiger Havet og forhaaner Bred, Dæmning, Lynet farer gjennem Natten, Og Pol og Himmel brage; Tordnen brøler Af tusind Struber, Oceanet løber Imod Olympen Storm — en Seierssang Orkanen fløjter Dig imøde — byd! Semele Jeg er en Qvinde! Kun en jordisk Qvinde! Kan Mesteren vel ligge for sit Værk, Kan Kunstneren nedknæle for sit Billed? Zeus Pygmalion tilbad sit Mesterstykke — Zeus knæler for sin Semele. — Semele Staa op! Staa op! O Ve mig arme, arme Pige! Zeus har mit Hjerte, kun en Gud jeg elsker, Og Guder spotte, Zeus foragter mig! Zeus For Dine Fødder ligger Zeus! Semele Staa op! Zeus throner over høie Tordenkiler, I Junos Arm han lader haant om Ormen. Zeus (Med Hæftighed.) Ha, Semele og Juno! — Hvem En Orm? Semele Hvor uudsigelig lyksalig Var Kadmus' Datter, var Du Zeus — o Ve! Du er ei Zeus! Zeus (Staaer op.) Jeg er det! (Han udstrækker Haanden, en Regnbue staaer i Solen. Musikken ledsager Synet.) Kjender Du Mig nu? Semele Stærk er et Menneske, naar Guder Ham understøtte — Dig Saturnius Har kjær — kun Guder kan jeg elske. — Zeus Hvad? Endnu Du mener, at min Kraft er laant Af Guder, ikke medfødt? — Semele! Tit laane Guder Menneskerne Kræfter, Der gjøre Vel, men aldrig deres Rædsler — Fordærvelse og Død er Magtens Segl; Og dræbende vil Zeus sig aabenbare. (Han udstrækker Haanden. Brag, Ild, Røg og Jordskjælv. Musik ledsager baade nu og siden Trolddommen.) Semele O, tag Din Haand tilbage! Naade! Naade! Det arme Folk! Du er Saturnius' Søn! Zeus Letfærdige! Skal for en Qvindes Stivsind Zeus dreie Kloder, byde Sole staae? Godt, det vil Zeus! Tit har en Gudesøn Opridset Klippernes ildsvangre Bug, Dog hans Kraft lammes inden Tellus' Skranker; Det kan kun Zeus! (Han udstrækker Haanden — Solen forsvinder — det bliver pludseligt nat.) Semele (Styrter ned for ham.) Almægtige! — O hvis Du kunde elske! (Det bliver igjen Dag.) Zeus Ha! Kadmus' Datter spørger nu Kronion Om han kan elske! Blot et Ord og han Affører sig sin Guddom, bliver Kjød Og Blod og døer og bliver elsket! Semele Det gjorde Zeus? Zeus Tal, Semele, eet Ord! Apollo selv tilstod at det var saligt, At være Menneske blandt Mennesker — Et Vink af Dig, og se, jeg bliver det! Semele (Falder ham om Halsen.) O, Jupiter, mig kalde Qvinderne I Epidaurus taablig og eenfoldig, Da elsket af den store Tordengud Jeg intet kan udbede mig. — Zeus De skulle Beskjæmmes — Qvinderne i Epidaurus, Beed, Beed! — Ved Styx hvis grændsesløse Magt Selv Guder lyde — hvis Kronion nøler, Da skal mig Guden i eet Øieblik Nedtordne i Tilintetgjørelsen! Semele (Jublende.) Derpaa erkjender jeg min Jupiter! Du svoer — Du svoer og Styx har hørt Din Eed; Saa lad mig aldrig anderledes favne Dig, end — Zeus (forskrækket, med et Skrig.) Ulykkelige, ti, hold inde! Semele End som Saturnia — Zeus Ti! Semele Favner Dig! Zeus (Bleg, vender sig fra hende.) For sildigt! — Det er talt! — Styx! — Du har bedet Om Døden, Semele! Semele Ha, elsker Zeus Saaledes! Zeus Himlen gav jeg for at have Ei elsket Dig saa høit! (Stirrer paa hende med kold Forfærdelse.) Du er forloren! Semele Zeus! Zeus (Taler forbittret med sig selv.) Ha, jeg mærker nu Din Jubel, Juno! Fordømte Nid! — O denne Rose døer — O Ve! — for Acheron for skjøn, for kostbar; Semele Saa er Du karrig med Din Herlighed! Zeus Forbandet være denne Herlighed Der har forblindet Dig! — Forbandet være Min Storhed, der vil sønderknuse Dig! Forbandet, o forbandet være jeg — Fordi jeg byggede paa Støv min Lykke! Semele Det er kun tomme Rædsler, Zeus! jeg frygter Ei Dine Trusler! Zeus Taabelige Barn! Gaa — sig Farvel for sidste Gang, for evigt Til Dine Legesøstre — intet, intet Kan redde Dig — Jeg er Din Zeus! Og dette Ei mere — gaa! Semele Misundelige! Styx! Du skal ei slippe mig! (Hun gaaer.) Zeus Nei, triumphere skal hun ikke! — Sittre Skal hun! — og ved den Magt der gjør mig Himmel Og Jord til Skammel, vil jeg smedde hende, Den Onde, til det allersteilste Fjeld I Thrazien, med diamantne Lænker; Og denne Eed — (Merkur viser sig i nogen Afstand.) Hvad vil Din raske Flugt? Merkur Fyrrig, vinget, grædende Tak Fra Støvets Børn! Zeus Fordærv dem atter! Merkur (Forbauset.) Zeus! Zeus Lykkelig skal Ingen være! Hun døer! (Tæppet falder.)