Hvad er det, der i bund og grund gør os til mennesker? Nej, det er ikke den smarte tommelfinger eller gradsforskelle i intelligens eller adfærd. Men hvad er det så? Selvfølgelig; det er vores selvrefleksion. Intet dyr reflekterer over sit eget liv. Måske? – ved vi det virkelig? – Nej. Det er den uforklarlige længsel efter det uforklarlige, den højere enhed, det ukendte bedre, kort sagt: Sindets evne til at indse, at der altid er noget, det endnu ikke har indset. I 16. opslag med digte fra Schaldemoses Schiller-samling digter Schiller om »Længsel.«
Ligesom flere af Schillers digte er også dette sat til musik af Franz Schubert (1797-1828), ikke bare én, men to gange, som henholdsvis D. 52 og D. 636. De findes indspillet af Naxos som henholdsvis spor 5 og 6 på »Schiller-Lieder, Vol. 2,« (Schubert-Lied-Edition, Vol. 8).
God fornøjelse!
16-LængselLængsel
A.P. Liunge (1798-1879)
Efter Friedrich Schillers
Sehnsucht (1802)
Ak, skal denne Dal mig binde
Evig til dit Taageskjød?
Kunde jeg en Udgang finde
Didhen, hvor mig Aanden bød!
Hisset skjønne Høie smile:
Der er evig Sommerstid;
Giv mig Vinger, did at ile,
Al min Higen stunder did!
Fjerne Harmonier klinge,
Lyd af salig Himmelfred,
Og de milde Vinde bringe
Mig et Edens Dufte ned,
Gyldne Frugter seer jeg blinke
Mellem løvfuld, dunkel Skov,
Og de Blomster, hist mig vinke,
Vorde ingen Vinters Rov.
Ak, hvor saligt der at lege
I et evigt Straalehav!
O, hvor friskt maa Luften qvæge
Hist, hvor Bjerget Frihed gav.
Dog, mig standser vrede Bølger,
Harmfuld bruser vilde Strøm;
Dybt i Sjælen Skræk sig dølger,
Skræmmende den skjønne Drøm.
Se, en Baad derude gynge,
Ak, men uden Færgemand;
Uden Vaklen ned Du springe!
Seilet svulmer raskt fra Land!
Klippefast din Tro maa være,
Intet Pant Dig rækkes kan,
Kun et Under kan Dig bære
Til det skjønne Trylleland.
Tekstgrundlag: |
Schaldemose, Frederik 1842: Digte af Friedrich v. Schiller, A.G. Salomon's Forlag, Kjøbenhavn, s. 60-62. |
|---|---|
Billedkilde: |
Schwind, Moritz von 1868: Schubertiade. |