Schiller leverer her et klassisk eksempel på det, der kaldes en »Kapucinade,« dvs. en højrøstet strafpræken til den uhumske pøbels irettesættelse. Kapucinerordenen, en streng franciskaner-inspireret orden stiftet i 1525 i Italien, kom til Tyskland omkring 1592, altså nogle årtier før handlingen i Wallenstein. Det ville således ikke være mærkeligt, hvis ordenen i denne periode har brugt en del tid på at revse hykleriet blandt de soldater, der formelt set kæmpede for Gud.
Fire dage uden opslag! Det kræver sin forklaring. Torsdag fik vi klaver; fredag havde vi 10 vidunderlige gæster på besøg til en festlig kultur-aften/-nat og lørdag gik med at rydde op efter samme. I går var det søndag, og dagen kom og gik, uden at jeg nåede at færdiggøre dette opslag.
Dette opslag er yderligere det næstsidste i rækken af opslag fra Schaldemoses Schiller-samling. Det sidste er et helt lille skuepil i to akter, og bliver muligvis en dag eller to forsinket grundet tekstens længde. Efter en uges pause vil jeg så fortsætte med opslag fra »Ti Digte,« en lille samling af Schillers digte oversat af Uffe Birkedal og udgivet i 1906. Kadencen sættes ned til to digte om ugen, nemlig torsdag og søndag.
Derudover kan jeg ikke undlade at nævne, at det i dag er Den Kongelige Afstøbningssamlings muligvis uigenkaldeligt sidste åbningsdag for offentligheden. Man får en stærk trang til at formulere sin egen Kapucinade. Hvor lever vi i et tragisk lille land! Vi taler i fine vendinger om europæisk integration og fællesskab, men den afstøbningssamling – den næststørste i verden – der møjsommeligt blev skabt for at undervise danskerne i den fremmeste europæiske kunst, kultur og historie, skal lukkes og måske helt smides væk. Det er et af de mange vidnesbyrd på, at der blandt Danmarks lederskab aldeles ingen sammenhæng er mellem det, man siger man vil, og det, man faktisk vil. Alligevel fortsætter den godtroende befolkning med år efter år at tolerere dette fuldkomment uduelige lederskab, så længe de får lov til at klage lidt hist og pist. En modbydelig regeringsførelse leder til en modbydelig folkets opførsel.
Jeg vil slutte dagens opslag med en mere munter, omend vemodig tone, idet jeg låner en del af teksten og formen fra den danske oversættelse af »Du holde Kunst,« som jo egentlig er skrevet til musikken, men som med disse få omskrivninger passer udmærket til denne anledning.
I anledning af Den Kongelige Afstøbningssamlings sidste åbningsdag
Du skønne kunst, i mange triste stunder,
hvor jeg hang fast i livets vilde jagt,
har du mig vist et kærlighedens under,
har mig ind i en bedre verden bragt.
Så tit et blik fra hine skønne steder
et sødt og helligt vemod vækkede i mig;
fra himlens fjerne rigers høj're sæder.
Du skønne kunst, for alt, jeg takker dig.
God fornøjelse!
39-Capuciner-Prædiken-af-Wallensteins-LeirCapuciner-Prædiken af Wallensteins Leir
K.L. Rahbek (1760–1830)
Efter Friedrich Schillers
Die Kapuzinerpredigt (Wallensteins Lager, 8. Auftritt, 1800)
Heisa! Juchheya! Dudeldumdei
Det gaaer jo lystig; see her er jeg!
Er da det en Armee, der er Christen?
Er vi hos Tyrken, Anabaptisten?
Driver man Spot med Søndagen saa,
Ret som Gud kunde Chiragra faae,
Magted ei meer sit Slag at slaae?
Er det nu Tid til Drikkelage,
Til Banketering og Høitidsdage,
Quid hic statis otiosi?
Hvad staae I og lægge Hænder i Skjød,
Krigsfurien løs ved Donau brød.
Falden er Bayrlands Formur og Skjold,
Regensborg er i Fjendens Vold,
Og her i Bøhmen ligger vor Hær,
Pleier sin Bug, tager lidt sig det nær;
Bryder sig mere om Kro end om Krig;
Hvæsser heller sin Snabel end Sabel,
Tumler heller omkring med en Terne,
Æder før Oxen, end Oxenstjerne;
Christenhed sørger i Sæk og Aske,
Men Soldaten kun fylder sin Taske,
Det er en Tid fuld af Taarer og Nød,
Varsler og Tegn er paa Himlen at skue,
Udaf Skyen blodig og rød
Krigskaaben hænger den Herre Gud;
Stikker Cometen, for os at true,
Som et Riis af Vinduet ud.
Et Klagehuus er den hele Jord,
Kirkens Ark svømmer i Blod og Mord,
Det romerske Rige — sig Gud forbarme! —
Skulde nu hedde det romerske Arme.
Rhinstrøm til Piinstrøm bleven er;
Klosterhuus til øde Gruus,
Bispedommer til Bispetommer,
Abbedier og geistlige Stifter,
Til Rapserier og Røverkløfter.
Og alle de signede tydske Lande,
Til Elende er bleven forsande!
Hvoraf kommer det? det jeg Eder forkynder;
Det kommer af Eders Laster og Synder,
Vederstyggeligheden og Hedningelivet,
Officier og Soldat har sig hengivet;
Thi Synden er den Magnet for sand,
Der drager os Jernet ind i Land;
Thi paa Synd der følger Svide,
Som Graad paa Løg, som I vel vide;
Efter U strax kommer Vee
Det Ordenen er i A. B. C.
Ubi erit victoriæ spes,
Si offenditur Deus, hvor skal man seire,
Naar man skulker af Præken og Mess,
For i Viinkippen sig at leire.
Qvinden i Evangelio
Fandt den forlorne Pending jo!
Saul og sin Faders Eselinder,
Joseph de vakre Brødre finder.
Men hvo om Gudsfrygt, Tugt og Sæder
Og Blufærd mellem Soldater leder,
Kun saare lidet finder den,
Tændte han hundrede Lygter end.
Til ham, der præked i Ørkenen,
Læse vi hos Evangelisten, løbe
Mellem Andre Soldaterne hen,
Gjorde Bod og lode sig døbe.
Spurgte ham: Quid faciemus nos,
At Abrahams Skjød kan oplades os?
Et ait illis; han sagde saa:
Neminem concutiatis!
Naar I ingen plage og flaae.
Neque calumniam faciatis,
Ingen beføre og lyve paa!
Contentî estote, og nøjes saa
Stipendiis vestris, med den Sold, I faae,
Og alle onde Vaner forsage.
Det er et Bud: Du ikke maa
Den Herres Navn forfængelig tage!
Men hvor høres blasphemere meer
End her i det Friedlandske Krigsqvarteer?
Skulde for hvert Lyn og for hver Torden
Som I affyre med Eders Mund,
Klokkerne ringe Landet rund,
Blev snart ei Klokker meer paa Jorden.
Hvis for hver Ubøn, der udgaaer,
Af ureen Mund, kun mindste Haar
Af Issen faldt, hver inden Nat
Da blev, som var han raget glat,
Om han saa tyk en Pidsk end har,
Som Absolons i sin Tid var.
Josva dog ogsaa var Soldat,
Kong David fælded' Goliath,
Hvor staaer det da skrevet nogensteder
De saa tog paa med Banden og Eder,
Til hjælpe mig Gud! behøves jo
Ei aabnere Mund, det jeg kan troe,
End til Kreuz Sakerlot, men som det hedder
Hvad Karret er fuldt af, gaaer over Bredder.
Nok et Bud er, du skal ikke stjæle,
Det I bogstavelig adlydt har,
Thi Alting rane I aabenbar.
For eders Greb og Ravneklo,
For eders Kneb og onde Practikker,
Er Pendingen ei i Lædikken sikker,
Ja end ikke ufødte Kalv i Ko.
I tage Ægget og Hønen med,
Hvad siger Præsten: Contenti estote?
I Eders Commisbrød skal nøjes med,
Men hvor skal man Svendene rose, da
Forargelsen kommer ovenfra.
Som Lemmerne ere, er Hovedet med,
Paa hvem han troer, heller ingen veed.
Tekstgrundlag: |
Schaldemose, Frederik 1842: Digte af Friedrich v. Schiller, A.G. Salomon's Forlag, Kjøbenhavn, s. 155-159. |
|---|---|
Billedkilde: |
Geiges, Friedrich »Fritz« & Wilhelm Hecht (X.A.) 1877: Die Kapuzinerpredigt, i: Fischer, J. G. (udg.) Schillers Werke. Illustrirt von ersten deutschen Künstlern, bind 2, Eduard Hallberger, Stuttgart, s. 133. |