Historiens største ånder mærker tidligt, at det sandhedsbegreb, der er adskilt fra kærlighedens varme, ikke er meget værd. Platon, Jesus, Augustin, Nikolaus von Kues, Leibniz og mange andre har diskuteret dette, nogle gange som et paradoks, andre gange som en naturgiven del af skabelsen. I 20. opslag fra Schaldemoses Schiller-samling behandles emnet på digterisk vis.
God fornøjelse!
Lys og Varme
Friderich Schmidt (1771-1840)
Efter Friedrich Schillers
Licht und Wärme (1797)
Det bedre Menneske træder ind
I Verden med Tillid og Glæde,
Han troer, at det, som hæver hans Sind,
Er og udenfor ham tilstede,
Og offrer, af ædel Iver varm,
Til Sandheds Fremme sin kjække Arm.
Dog alt er her saa snævert og smaat,
Det monne han snarlig erfare;
Thi seer han, under Trængen og Spot,
Kun til han sig selv kan bevare.
Det kolde Hjerte i stolten Fred
Sig lukker omsider for Kjærlighed.
De give — ak ikke altid — Glød,
De Sandhedens Straaler saa røde;
Vel den, som af Kundskabs-Træet brød,
Og ei med sit Hjerte maa bøde;
Thi parrer — og Held Eder følge vil —
Den kloge Mands Blik med Sværmerens Ild!
Tekstgrundlag: |
Schaldemose, Frederik 1842: Digte af Friedrich v. Schiller, A.G. Salomon's Forlag, Kjøbenhavn, s. 70-71. |
|---|---|
Billedkilde: |
Rembrandt van Rijn 1632: Filosof i Meditation. |