Sangen om Klokken eksemplificerer det, som i den tyske klassik kaldes et gennemkomponeret stykke, et begreb, der ikke indskrænker sig til digterkunsten, men ligeledes bruges om de bildende, de plastiske og de musiske kunster; intet kan fjernes, intet kan tilføjes – og samtidig samler stykket verdens stridende kræfter til et fuldkomment og velafbalanceret hele, som vi umiddelbart genkender således.
Digtet er blevet sat over til dansk hele fire gange. Jeg har slået gendigtningerne op af to omgange med den tyske original løbende parallelt til henholdsvis det ældre og det yngre par. I det første af de to opslag findes yderligere baggrund til digtet.
Schaldemoses oversættelse var med i det første af de to paralleltekster, dog, denne Schaldemoses samling af Schillers digte ville ikke være komplet uden et selvstændigt opslag med Schaldemoses forslag til, hvordan dette digt sættes over til dansk. Altså; 22. opslag fra Schaldemoses Schiller-samling.
God fornøjelse!
22-Sangen-om-KlokkenSangen om Klokken
Frederik Schaldemose (1783-1853)
Efter Friedrich Schillers
Das Lied von der Glocke (1799)
Vivos voco. Mortuos plango. Fulgura frango.
Haand paa Værket, vakkre Svende!
Fast i Jorden Formen staaer;
Froe vi skulle snart erkjende
Hvad vor Kunst og Kraft formaaer.
Naar af Panden heed
Sveden strømmer ned,
Kommer Lønnen for vor Møie:
Held og Lykke fra det Høie.
Til det, med Alvor vi berede,
Et Alvorsord sig sømmer vel;
Naar Talen smukt kan Daaden lede,
Vil Værket skride frem med Held.
Thi lader os med Flid betragte
Hvad Stort den svage Kunst formaaer!
Den sløve Sjæl man maa foragte,
Der ei sit Arbeids Iid forstaaer.
Det er det jo, der Manden pryder,
Og dertil fik han Viid og Aand,
At i hans Indre klart det lyder
Hvad selv han skaber med sin Haand.
Tager Ved af Fyrrens Stamme;
Dog ret tørt det være maa,
At den sammenpræste Flamme
Ind til Formens Bug kan slaae.
Massen koger hvid.
Hurtigt Tinnet hid,
At tilhobe det kan syde,
Og den seige Malm maa flyde.
Hvad Haanden dybt i Grubens Indre,
Ved Ildens Hjælp har bygt med Flid,
Det skal med mægtig Klang erindre
Fra Taarnet om vor fromme Iid.
Det tone skal til fjærne Dage,
Og røre mangt er jordiskt Bryst;
Med den Forsagte skal det klage,
Og blande sig med Andagts Røst.
Hvad Skjæbnens dunkle Vexel bringer
Paa skjulte Veie Støvets Søn,
Det slaaer mod Malmets Krands og klinger
Igjen herned med stærke Døn.
Hvide Bobler seer jeg springe,
Herligt Malmen smelter alt;
Til at flyde snart vi tvinge
Masserne med Askesalt.
Klar skal Mosen staae;
Intet Skum derpaa,
At den rene Lyd vort Øre
Af et reent Metal maa høre.
Thi med sin glade Høitidssang
Det hilser mildt den kjære Spæde,
Ledsager fro hans første Gang
Fra Intets Slum til Livets Glæde.
Bag Tidens Slør hans Skjæbne staaer;
Ei Glæden kjender han, ei Sorgen,
Og ængstligt Moderhjertet slaaer,
Bevogtende hans gyldne Morgen.
Med Pilens Fart bortflye igjen
Hans skyldfrie Barndoms glade Dage,
I Verdens Larm han styrter hen,
Og fremmed vender han tilbage.
Men herlig staaer, i Ungdoms Pragt,
Et Englebilled fra det Høie,
Med tugtigt Blik, med Uskylds Magt,
Den hulde Jomfrue for hans Øie.
En navnløs Vemod griber da
Hans Sjæl og tusind Længsler vækker;
Med vaade Blik han flygter fra
Hans muntre Brødres vilde Rækker;
I hendes Spor han troligt gaaer,
Et Smiil for ham er Livets Lykke;
Den bedste Blomst, i Engen staaer,
Han plukker, hendes Barm at smykke.
O, milde Haab! O Kjærlighed!
O, vore første søde Drømme,
Da i et Hav af Salighed
De glædedrukne Hjerter svømme!
O, hvi bortile I saa fage,
Den unge Elskovs gyldne Dage!
Hvor de brune Piber gløde!
Rækker mig en Prøvestok!
Naar den dækkes af den røde
Hud af Glas er Massen nok.
Stokken op igjen!
Troligt viser den
Om det blander sig derinde
Smukt det Haarde med det Linde.
Thi hvor det Milde med det Strænge,
Hvor Haardt med Blødt sig monne mænge,
Der giver det den rette Klang.
Thi prøve hvo sig evigt binder,
Om Hjertet Vei til Hjertet finder;
Vor Ruus er kort, vor Anger lang.
Yndigt snoer om Brudens Lokker
Sig den friske Jomfruekrands,
Naar de klare Tempelklokker
Kalde lydt til Festens Glands;
Men den skjønne Dag bortkalder
Ogsaa Livets skjønne Vaar;
Bæltet løses, Sløret falder,
Og den søde Drøm forgaaer.
Snart Lysterne isne;
Dog Venskab maa blive;
Og Blomsterne visne,
Og Frugterne drive,
Da styrter han ind
I Syslernes Larme,
Blandt Kummer og Harme,
Med sorrigfuldt Sind;
Maa søge og lede,
Maa stræbe og svede;
Vil vove og vinde,
For Lykken at finde,
Og til ham strømmer Velsignelsens Fylde,
Og Rigdom opdynges paa Loft og paa Hylde,
Og snævert ham tykkes det fædrene Huus.
Da raader derinde
Den huuslige Qvinde,
Og sysler med Lyst.
Snart Pigen hun lærer,
Snart Dyden hun nærer
I Ynglingens Bryst.
Det Bedste hun søger
Med ængstelig Flid,
Og Godset forøger
Med ordnende Iid,
Og tænker alene hvad Huset kan baade,
Og dreier om Tenen de snurrende Traade,
Og samler med Flid i det glindsende Skriin
Den snehvide Uld og den skinnende Liin;
Og stedse forstaaer hun, den huuslige Qvinde,
Det Yndiges Krands om det Gode at vinde.
Men med Glæden i Hjertet staaer
Manden og overtæller sin Lykke;
Og saa vidt, som hans Øie naaer,
Skuer han Huse, som Rigdom opfylder,
Skuer han Træer, som Høsten forgylder,
Bugnende Lofter og Lader, som dølge
Himlens Velsignelse, Agre som Bølge;
Og han raaber med pralende Mund:
»Fast, som Jordens evige Grund,
Staaer mod Ulykkens Magt
Nu mit Huses Pragt!«
Men et evigt Forbund foragter
Med de Død'lige Skjæbnens Magter,
Og med Hast skrider Ulykken frem.
Nu kan Støbningen begynde;
Reen er Formen, glat og skjøn;
Men før vi det lade rinde,
Beder en andægtig Bøn:
»Huset vogte Gud!«
Støder Tappen ud!
Rygende den brune Lue
Strømmer gjennem Formens Bue.
Velgjørende er Ildens Magt,
Naar først den er i Lænker lagt,
Thi Alt, hvad Mandens Kunst formaaer,
Ved denne Himmelkraft han naaer.
Men grusomt er dens Raseri,
Naar den med Magt har sprængt sin Kjæde,
Og, som Naturens Datter, fri,
I egne Spor den sees at træde.
Ve os, naar sit Fængsel den forlader,
Og igjennem folkopfyldte Gader
Vælter den uhyre Brand!
Thi hvad Manden skabe kan
Fjendske Elementer hader.
Høit fra Skyen
Strømmer Regn og Frugtbarhed;
Høit fra Skyen
Styrte Lynets Pile ned.
Hører I det hist i Taarnet knage?
Det er Stormene, som brage.
Blodig rød
Hvælver sig den dunkle Himmel;
Det er ikke Dagens Glød!
Hvilken Stimmel!
Over Spirets Top
Hvirvler Røgen op;
Over Gadens lange Rækker
Høit sig Ildkolonnen strækker;
Snel, som Vinden, frem den skyder;
Som af Ovnens Svælg det syder;
Luften gløder; rædsomt lyder
Glutters Jamren, Mødres Klage
Stolper falde, Bjælker knage;
Alting iler, frelser, flyer;
Klar som Dagen Natten brænder,
Og igjennem tusind Hænder
Sprøjter Vand i Hvirvelskyer;
I de mørkebrune Luer
Tuder Stormen høit, og vild
Griber den uhyre Ild;
Suser frem i mørke Bugter,
Falder i de tørre Frugter,
I den kornopfyldte Lo;
Og, som om den vilde true
At bortrive Jordens Bold,
Raser med utæmmet Vold,
Den med Brag mod Himlens Bue.
Da forstummer Mandens Raab;
Uden Haab
Viger han for Skjæbnens Dom;
Kold og stum,
Staaer han ørkesløs og skuer
Alt sit Gods forgaae i Luer.
Dynger staae
Af Ruiner,
Og i Gruset Stormen hviner;
I de øde Vindueshuler
Rædsel truer;
Og fra højen Himmel skuer
Skyen ind.
End et Blik
Sender Manden
Hen til Graven,
Hvor hans Gods i Røg forgik;
Da griber han til Vandringstaven,
Og i hvor tung hans Lod end var,
En venlig Trøst det dog skal være,
At naar han tæller sine Kjære,
Af dem han Ingen mistet har.
Alt i Jordens Skjød det flyder;
Nu er Formen fyldt med Flid;
Han kun veed, som hisset byder,
Om det lønne skal vor Iid.
Brødre, o hvis nu
Formen gik itu!
Men maaskee har allerede
Tungt os truffet Himlens Vrede.
Hvad vi har skabt med Ild og Lue,
Vi Jordens dunkle Skjød betroe;
Til det betroer og Bonden fro
Sin Sæd, og haaber snart at skue
Velsignelsen af Støvet groe.
En bedre Sæd vi ofte dølge
Med Graad paa Kind i Gravens Fred,
Og haabe, at i Tidens Følge
Den spire maa til Salighed.
Høit paa Taarnet
Vemodsfuld
Toner Klokken
Over Muld,
For til Maalet at ledsage
Vandreren med stille Klage.
Ak, det er den hulde Qvinde,
Ak, det er den ømme Moder,
Som det strænge Orkus' Harme
River bort af Mandens Arme,
River fra de spæde Smaa,
Som hun fødte, som hun saae
Voxe ved sit ømme Bryst,
Fuldt af salig Moderlyst,
Ak, de brast, de brast, de søde
Baand, som Elskov knyttet har,
Thi hun hviler blandt de Døde,
Hun, som Husets Moder var!
Ei hun sysler meer derinde;
Hendes Blik ei vaager meer;
Men en kold, en fremmed Qvinde,
Glutterne med Mismod seer.
Medens Malmet kjøles, søger
Hvile fra det strænge Slid;
Frit, som Fugl paa Qvisten spøger,
Følge hver sin egen Iid.
Vinker Stjerneglands,
Fro til Leeg og Dands
Skynder Svenden sig saa fage;
Mester maa sig evigt plage.
Muntert fjærne Vandrer iler
Did, igjennem vilde Skove,
Hvor hans lune Bolig smiler.
Brægende til kjendte Hytte
Lammet søger
Glatte Oxers tunge Skarer
Langsomt drage
Til den vante Stald tilbage.
Tungt man seer
Vognen svaie,
Kornbelæsset,
Høit sig hæver,
Lystigt svæver
Broget Krands.
Og de muntre Høstfolk ile
Froe til Dands.
Stille vorder Torv og Gade;
Rundt om Arnens muntre Lue
Husets Folk fortroligt samles,
Og med Krogen Porten lukkes.
Mørket dækker
Jordens Flade,
Men den fromme Borger skrækker
Natten ei,
Som den Onde grusomt vækker;
Lovens Øie vaager paa hans Vei.
Himlens Datter, hulde Orden!
Du hvis Haand har her paa Jorden
Baandet om vor Samfund vundet,
Stolte Stæder har Du grundet,
Kaldt den Vilde først fra Skoven.
Lært hans Haand at føre Ploven;
Og hvor, Himmelske! Du træder,
Blomstrer Fred og gode Sæder;
Ja, den ædle Ild Du tænder,
Der for Fædrelandet brænder,
Flittigt røres tusind Hænder;
Hammer, Plov og Meisel gaaer;
I den travle Vrimmel kjender
Man hvad samlet Kraft formaaer.
Svend og Mester stræbe trygge,
Hver ved egen Syssel fro;
Under Frihedstræets Skygge
Finder Kunsten Ly og Ro.
Daad en Borgers Pryd bør være,
Velstand Lønnen for hans Slid;
Majestæt er Drottens Ære,
Bondens Hæder gavnlig Flid!
Fred, Du Hulde!
Søde Eendragt!
Svæver, svæver
Kjærligt over denne Stad!
Aldrig, aldrig Dagen komme,
Da de vilde Krigens Horder
Denne stille Dal betræde,
Da vor Himmel,
Hvor en venlig Aftenrøde
Straaler mild
Skal i rædsomt Gjenskin gløde
Af betrængte Stæders Ild!
Formen vil vi sønderbryde,
Thi dens Hensigt er fuldbragt,
At vort Øje maa sig fryde
Ved det skjønne Billeds Pragt.
Hamrens tunge Fald
Knuse Lerets Skal,
Og af Gravens dunkle Rige
Vil forklaret Klokken stige.
Kun Mesteren kan Formen brække,
Til rette Tid, med kyndig Haand;
Men Ve, naar selv i Flammebække
Ildmalmen sprænger sine Baand!
Blindt rasende med Tordenstemme
Sit snævre Huus den knuser vild,
Og som af Helvedsvælgets Gjemme,
Udspyer den Rædsel, Død og Ild,
Hvor blinde Kræfter sammenstøde,
De skaber ei, men lægger øde;
Hvor Folket bryder sine Baand,
Bortviger Landets gode Aand.
O, Ve, naar midt i vore Stæder
En lønlig Oprørsgnist er lagt!
Da sprænger Folket sine Kjæder,
Og søger Hjælp i egen Magt.
I Hornet Oprørsaanden tuder,
Højt gjalder Klokken over Land,
Og den, der ellers Fred bebuder
Bebuder Borgerkrigens Brand.
»Frihed og Lighed!« Alle raabe;
Den stille Borger drager Sværd;
Man samler sig i tætte Hobe,
Og rundt om gaaer en Morderhær.
Af Ulvens Grumhed Qvinden brænder,
Hun driver Spot med Død og Gru,
Og slider med Hyænens Tænder
Sin slagne Fjendes Bryst itu.
Ei noget helligt er paa Jorden;
Opløst' er alle fromme Baand;
Den Onde svinger Magtens Torden,
Og Lasten hæver høit sin Haand.
Den Dødsens er, som Løven vækker,
Af Tigrens Klo kom Intet frie,
Men skrækkeligst af Alt, som skrækker,
Er Mennesket i Raseri.
Ve den, der Lysets Fakkel tænder
For Pøblen, der er evigt blind!
Den lyser ei, den voldsomt brænder,
Og Land og Stæder styrte ind.
Se hvor den metalne Kjærne
Frem af Skallen, blank og reen,
Straaler, som en gylden Stjerne,
Uden Brøst og uden Meen.
Mellem Hjælm og Krands
Spiller Solens Glands,
Og det nette Skjold skal bære
Vidne til sin Kunstners Ære.
Herhen! Herhen!
I vakkre Svende, slutter Hoben,
At vi kan vie den ved Daaben;
Concordia jeg nævner den.
Til stille Andagt skal den samle
I Fred de Unge med de Gamle.
Ja, dette være nu det Kald,
Hvortil Du blev, at højt Du skal
Hen over lave Jordliv svæve
I Himlens rene Æther frem,
Hvor Tordner deres Stemme hæve,
Og grændse nær til Stjerners Hjem.
En Røst Du være fra det Høje,
Saa reen, som klare Stjerners Klang,
Der deres Skabers Magt ophøie,
Og lede Aarets stille Gang!
Kun fromme Alvorsord vi høre,
O Klokke, fra Din Sølvermund,
Og med Dit Vingeslag berøre
Du Tidens Flugt fra Stund til Stund!
Selv manglende et følsomt Hjerte,
Du laane Skjæbnen Dine Ord,
Og følge gjennem Fryd og Smerte
Vor Levnets Vexel her paa Jord!
Og som Din Tunges Lyd bortrinder
For Øret og ei høres meer,
Du lære os, at Alt forsvinder
Hvad under Solen Øiet seer!
Strammer Touget, Klokken stige
Frem til Lyset af sin Grav,
For at boe i Sangens Rige,
I det store Ætherhav!
Trækker nu med Magt!
Se, det er fuldbragt!
Glæde i vor Stad den bære!
Fred dens første Tone være!
Tekstgrundlag: |
Schaldemose, Frederik 1842: Digte af Friedrich v. Schiller, A.G. Salomon's Forlag, Kjøbenhavn, s. 87-107. |
|---|---|
Billedkilde: |
Mayer, Alexander Liezen 1882: Concordia we the bell will call. |