Hvad ville Shakespeare sige til, hvad der bliver opført på nutidens teaterscener? Dette spørgsmål stillede Schiller sig selv for mere end 200 år siden. Resultatet ses nedenfor. Man forbavses over, hvor nøjagtigt denne parodi passer ind i vor egen tid. Schiller oversatte og omarbejdede selv Shakespeares MacBeth samt Euripides' Ifigenia i Aulis, hvilket vi ser hentydninger til i digtet. Her har vi 19. opslag fra Schaldemoses Schiller-Samling.
Teksten findes også i en tidligere udgave fra udgivelsen af Peter Foersoms digte, der udkom i 1818, kort efter hans død.
Shakespears Skygge
Peter Foersom (1777-1817)
Efter Friedrich Schillers
Shakespeares Schatten (1797)
Endelig saae jeg og den høje Kraft af Herakles,
Shakespears Skygge. Han selv saaes desværre ei meer.
Om ham lød, som Fugleskrig, Tragoedernes Skrigen,
Og Dramaturgens Flok gjø'de, som Hunde, om ham.
Rædeligt stod for mig Spøgelset; opspændt var Buen,
Pilen paa Strengen traf idelig Hjertet endnu.
»Hvilket formasteligt Værk, Usæle! er det, Du vover,
At til de Døde selv nu, Du i Graven nedgaaer?«
Hid ned kom jeg, at spørge den Spaamand Tiresias: hvor jeg
Finder den gamle Kothurn, som er ei mere at see?
»Troe de Naturen ei og Grækerne, nytter det ikke
At til Orkus Du gaaer efter en Dramaturgi.«
O, Naturen, den viser sig nu igjen paa vor Scene
Splitternøgen, som Barn fremgaaer af moderligt Liv. —
»Hvad? Saa sees da hos Jer i Sandhed den gamle Cothurnus,
Som at hente jeg selv nedsteeg i Tartari Mulm?« —
Bort med de fæle tragiske Spøgelser! Aarlig knap eengang
Sees i sin Harnisk Din Aand over vor Scene at gaae.
»Vel da! Philosophie har Eders Følelser luttret,
Og den sorte Affect flyer for den muntre Humeur.« —
Ja, en tør, haandgribelig Spads! Det er vores Livkost!
Jammeren morer os og, naar den kuns bare er vaad. —
»Altsaa sees da hos Jer den lette Dands af Thalia,
Samt den alvorlige Gang, hvori Melpomene gaaer?«
Ingen af Begge. Os rører nu ikkuns det kristlig moralske,
Og hvad ret populært, huusligt og borgeligt er.
»Hvad! Tør Cæsar da ei paa Eders Scene sig vise,
Ei Anton, ei Orest, ingen Andromache meer?«
Nei, man seer kun hos Commerceraader og Præster,
Fændrikker, Secretairs, Hofraader, Amtmænd og sligt. —
»Men jeg beder Dig, Ven! fortæl mig hvad stort kan da møde
Denne Misere? Hvad Stort kan da frembringes ved den?«
Hvad! de gjøre Cabaler, de laane paa Pant og de stjæle,
Trodse selv Vand og Brød, Stokhuus og Rasphuset med. —
»Hvorfra tage I da den store gigantiske Skjæbne,
Den, som hæver vort Støv, naar den os knuser til Støv?« —
Det er Griller! Os selv og vore gode Bekjendte,
Vores Jammer og Nød søge og finde vi her. —
»Men det har I jo bedre og meget beqvemmere hjemme;
Hvorfor flye I Jer selv, naar I kun søge Jer selv?«
Med Forlov, min Heros! den Casus er ganske forskjellig:
Skjæbnen er blind, vor Poet billig og skikkelig er. —
»Altsaa Eders Natur, den elendige, seer man paa Eders
Scener, den store kun ei, den, som uendelig er.« —
Vores Poet er Verten, den sidste Actus er Gildet:
Lasten maa først kaste op, derpaa gaaer Dyden tilbords.
Tekstgrundlag: |
Schaldemose, Frederik 1842: Digte af Friedrich v. Schiller, A.G. Salomon's Forlag, Kjøbenhavn, s. 67-69. |
|---|---|
Billedkilde: |
Soest, Gerard [1667?]: Portrat af William Shakespeare. |