Ceres' Klage


Frøet må dø for at skænke nyt liv; et tema Schiller ofte tager op, her i form af den antikke myte om Ceres og hendes datter Proserpina – eller Demeter og hendes datter Persefone, hvis man er græker – der bliver stjålet af Pluto – Hades – og ført til underverdenen. Efter lang tids søgen genfindes hun af moderen, men har indtaget næring i underverdenen, hvorfor hun kun kan vende tilbage til dagen en del af året, mens den anden del må spenderes dernede. Den 12. udgivelse af Schaldemoses Schiller-samling byder på en smuk genfortælling af denne myte.

Ligesom flere af Schillers digte er også dette sat til musik (D. 323) af Franz Schubert (1797-1828), og findes indspillet af Naxos som 6. spor på »Schiller-Lieder, Vol. 4,« (Schubert-Lied-Edition, Vol. 18, CD 2).

12-Ceres-Klage

Hent PDF-fil ned

Ceres' Klage

»Fr. H.« (ukendt, muligvis Frederik Høegh-Guldberg 1771-1852)
Efter Friedrich Schillers
Klage der Ceres (1797)

Se! Naturen sig forynger,
Kommen er den hulde Vaar.
Græssets Straa i Vinden gynger;
Liv af Dødens Sæd fremgaaer,
Skyfri Himmel venlig smiler
Op fra Havets Mørkeblaa;
Milde Vestenvinde iler
Hen at favne Engens Smaa.
Og fra Lundens Oreade
Lyder Stemmen paa min Vei:
Dine Blomster, dine Blade
Komme, men din Datter ei!

O, omsonst den Tid jeg maaler,
Da jeg søgde hendes Spor.
Titan! alle dine Straaler
Spejded' over Hav og Jord.
Ingen, ingen end mig luer
Haabets milde Solglimt ned,
Dagens Lys, som alting skuer,
Saae dog ei den Tabtes Fjed,
Har Du, Zeus! mig hende røvet?
Eller hendes Ynde rørt
Dig, o Pluto? Er hun blevet
Ned til Orkus Strande ført?

Hvo vil til de dunkle Steder
Gaae, at vidne om min Qval?
Færgen hist ved Styxes Bredder
Fører Skygger uden Tal;
Aldrig paa de sorte Vover
Aanded' end et jordiskt Bryst;
Intet Øie naaer didover
Til den mørke Dødens Kyst
Ned sig tusind Veie slynger,
Ingen Sti til Lyset gik;
Hendes Taareøje bringer
Ingen for mit bange Blik.

Mødre, født af Pyrrhas Stamme,
Uden Guddomskraftens Gnist,
O, de tør mod Gravens Flamme
Følge deres Elskte hist!
Ene Jovis Huus sig nærmer
Aldrig til den dunkle Bred,
Kun de Salige beskjærmer
Skjæbnens Ubønhørlighed.
Styrter mig fra Nattens Mørke
Ud fra Himlens gyldne Sal!
Ærer ei Gudindens Styrke:
Den er Moderhjertets Qval.

Hvor hun med sin Mage lever,
Frydløs, did jeg nærmer mig;
Men de sagte Skygger svæver
Hen for Thronen sagtelig.
Hendes taarevaade Øie
Søger Lysets gyldne Vei,
Stirrer efter Sphærer høje,
Moderen det finder ei.
Endelig hun seer en Fremmed —
Bryst forener sig med Bryst;
Og selv Døds- og Rædselshjemmet,
Orkus, græder ved vor Lyst.

Daarligt Ønske! Tabte Klage!
Roligt i det samme Gled
Rulle stadigt alle Dage,
Skjæbnen varer evigt ved.
Revet ud i Nattens Øde,
Er hun stedse for mig tabt.
Indtil Styxes Vover gløde
Af Auroras Farvepragt,
Indtil Iris skjønne Bue
Pranger midt i Helveds Grund:
O, saalænge intet Skue,
Ingen Gjenforeningsstund!

Levntes mig da intet Minde
Fra den dyrebare Haand?
Intet Pant, der kunde binde
Fastere det ømme Baand?
Knytter da ei nogen Kjæde
Mellem Barn og Moder sig?
Er et Forbund ei tilstede
Mellem Jord og Skyggerig?
Nei, hun er ei reent forsvunden;
Nei, endnu Forening er!
Jeg et fælleds Sprog har funden,
Zeus har Moderømhed kjær!

Naar mit Foraars Spæde visne
Hen for barske Nordenvind,
Blade, Blomster, Buske isne,
Svøbt' i Rimens Klædning ind:
Da jeg Livets Spire drager
Af Vertumnus rige Horn,
Offeret til Styx jeg tager
Mig af Sædens gyldne Korn,
Sænker med veemodig Smerte
Det i Jordens kolde Favn,
Det skal, lagt ved Barnets Hjerte
Vidne om mit Modersavn.

Føres Dands af Huldgudinder
Nu tilbage Vaarens Pragt,
Og det Døde atter vinder
Liv af Solens Straalemagt;
Spirer, som for Øiet døde
I det kolde Jordens Skjød,
Livligt farved', atter gløde,
Dufte om sig Vellugt sød.
Stræber Stammen mod det Høie,
Staaer til Mørket, Rodens Agt;
Saa den søsterlige Pleie
Deler Styx med Æthrens Magt.

Halv de Død, halv Liv tilhøre;
Hvor et Budskab bringes; lydt
Toner for mit Moderøre
Søde Stemmer fra Cozyt!*
Holdes hun end selv tilbage
I den rædselfulde Grund,
Vaarens unge Spirer klage,
Som en Røst fra hendes Mund,
Vidne, at i Nattens Mørke
I det øde Skyggerig,
Barmen slaaer med Elskovs Styrke,
Hjertet gløder ømt for mig.

*Kokytos, en biflod til Styx

Værer hilste da med Glæde,
Spæde paa den unge Eng!
Nectarperler skulle væde
Blidt den rene Blomsterseng.
Dykke vil jeg Jer i Straaler,
Og med Iris' Farvespil,
Med en Pragt, som intet maaler,
Hvert et Blad jeg male vil.
Og i Vaarens Straaledandse
Læse hvert et følsomt Bryst,
Som i Høstens visne Krandse,
Al min Smerte, al min Lyst!

Hent TXT-fil ned

Tekstgrundlag:
Schaldemose, Frederik 1842: Digte af Friedrich v. Schiller, A.G. Salomon's Forlag, Kjøbenhavn, s. 47-53.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.