Nutidens behandling af ligestilling er fattig på en vis, der gør hele vor tid og kultur til skamme. Man behandler ikke spørgsmålet om, hvad mennesket, der dannes og uddanner sig, kan bidrage med til gode for hele menneskeheden uanset køn eller andre egenskaber, men derimod statistiske ligegyldigheder.
Schiller behandler spørgsmålet på en helt tredje vis, hvor det mere er kvindeligheden end det egentlige fysiske køn, der tages i betragtning.
God fornøjelse!
23-Den-qvindelige-VærdighedDen qvindelige Værdighed
Frederik Schaldemose (1783-1853)
Efter Friedrich Schillers
Würde der Frauen (1795)
Evigt bør Qvinderne Ære og Hæder!
Jorden de smykke med himmelske Glæder,
Flette os Kjærligheds hellige Baand.
Tugtigt, som Gratier, veed de at nære
Flammen, der brænder for Dyd og for Ære,
Dybt i vor Barm med velgjørende Haand.
Mandens Kraft mod Sandheds Skranker
Stormer med utæmmet Vold;
Rastløst tumle sig hans Tanker,
Vilde Lidenskabers Bold.
Stedse tyer han til det Fjerne;
Aldrig slukkes Hjertets Brand;
Selv paa Himlens sidste Stjerne
Sine Ønsker søger han.
Men med fortryllende Blikke tilbage
Veed ham den yndige Qvinde at drage,
Løser Forførelsens hildende Garn;
Kjærligt opdraget i skyldløse Glæder
Er hun, med fromme, blufærdige Sæder,
Moder Natur! dit fortroligste Barn!
Frem med fjendtlig Stræben iler
Manden blindt paa Livets Vei;
Aldrig standser, aldrig hviler
Han, thi Ønsket hviler ei.
Hvad han skaber, han nedbryder;
Evigt vexle Lyst og Harm,
Thi Begjærlighedens Hyder
Vaager stedse i hans Barm.
Mere tilfreds med de stillere Dyder,
Roserne, medens de blomstre, hun bryder,
Pleier med moderlig Kjærlighed dem;
Friere i sit indskrænkede Rige,
Større, end han, der behersker tillige
Kundskabens Lande og Digtningens Hjem.
Stolt og tillidsfuldt han smiler;
Aldrig i hans kolde Bryst,
Naar ved Hjerte Hjertet hviler,
Boer den rene Himmellyst.
Sjæles Vexel ei han kjender;
I hans Blik ei Taarer staaer;
Og fra Livets Kampe vender
Han tilbage dobbelt haard.
Men, som en Æolusharpe man hører,
Selv naar den letteste Zephyr sig rører,
Sittrer og Qvinden ved Tanken om Qval;
Ængstet af Sorgernes Billede bæver
Frygtsomt det elskende Hjerte og hæver
Straalende Perler i Øiets Krystal.
Der, hvor Manden hersker, gjælde
Ingen Love; Trods og Magt
Byde med forenet Vælde
Svaghed Lænker og Foragt.
Kjæmpende foruden Hvile
Vilde Lyster tumle sig,
Og Charitterne bortile
Ved den grumme Eris' Skrig.
Men med henrivende Ynde regjerer
Qvinden i Sædernes Rige og lærer
Ilden at dæmpe, der blusset saa vildt;
Lærer de Kræfter, som hadefuldt gløde,
Sig i fortryllende Former at møde,
Og hun forener hvad fjendtligt er skilt.
Tekstgrundlag: |
Schaldemose, Frederik 1842: Digte af Friedrich v. Schiller, A.G. Salomon's Forlag, Kjøbenhavn, s. 107-110. |
|---|---|
Billedkilde: |
Botticelli 1485: Venus' fødsel. |