Visdommen gemt i epigrammet her udgør en hjørnesten i Projekt Guldalder: Kun ved i vor tid at levendegøre den skønne kulturarv – forudsætningsløst overleveret til os – der ellers ligger hen som et sovende frø, kan vi forblive skabende og unge – kan vi forblive mennesker. Ellers forfalder vi til den dyriske tilstand, som vi allerede ser udtrykt overalt omkring os. Og hvorfor er digtekunsten så vigtig? Fordi den eneste grænse for vor skaberevne er vor egen forsmåede tankegang, og fordi kun den klassiske digtekunst formår at udvide denne grænse. Det er den evige ungdom.
Billedet stammer fra det nok bedst kendte af Raffaellos rum i Vatikanet. Selvom jeg har været der to gange, har jeg kun set det kort. Der er nemlig tidsbegrænsning på, hvor længe man må opholde sig i hvert rum (15 min., så vidt jeg husker), og da billedet hænger lige til venstre for Skolen i Athen, har jeg kun fået kigget på det, når vagten allerede er ved at genne mig ud. Så det var en fornøjelse ved denne lejlighed at få set på det igen. Det passer fremragende til epigrammet; vi kigger på persongalleriet fra venstre (i min ikke-uigenkaldeligt-sikre udgave): digterne Quintus Ennius, Dante Alighieri, Homer, Vergil og Statius; muserne Melpomene, Euterpe, Urania, og Erato; guden Apollon og muserne Klio, Terpsichore, Thalia, Polyhymnia og Kalliope. Nederst ser vi den foryngende kilde.
God fornøjelse!
36-Foryngelsens-KildeForyngelsens Kilde
Frederik Schaldemose (1783-1853)
Efter Friedrich Schillers
Quelle der Verjüngung (1797)
Tro mig, den er ei et Digt, bestandigt den virkelig vinker,
Ungdommens Kilde. — Og hvor? — Nu i den digtende Kunst.
Tekstgrundlag: |
Schaldemose, Frederik 1842: Digte af Friedrich v. Schiller, A.G. Salomon's Forlag, Kjøbenhavn, s. 151. |
---|---|
Billedkilde: |
Raffaello 1511: Parnasset. |