Grækenlands Guder


Mon Schiller nogensinde læste Johannes Keplers værker? Den store skaber af den nye astronomi taler med et skønt sprog om den levende natur. Han modbeviser uigendriveligt den dogmatiske forestilling, som Schiller her angriber, om at videnskabelig grundighed udelukker en legende og subjektiv, nærværende og varm omgang med naturfænomenet. Det bedste svar på Schillers klage, som jeg kender, er vore egne H.C. Ørsted (1777-1851) og H.C. Andersens (1805-1875) 30 år lange venskab og alle frugterne deraf, som f.eks. Ørsteds »Aanden i Naturen« og Andersens »Poesiens Californien.« Dem havde Schiller naturligvis ikke mulighed for at stifte bekendtskab med, men ingen tvivler på, at de tre har fundet et bedre sted, hvor de udfolder højere idéer. Lad os rede gøre vort for ethvert og alle menneskers rejse derhen.

Forlæget for den her gengivne gendigtning er en revideret udgave af digtet, som udkom i sin oprindelige form i 1788. Denne tidligere udgave var mere skarp i sin polemik mod samtidens måde at dyrke kristendommen på, hvorfor den udløste en debat, som Schiller valgte ikke at tage del i på anden vis, end ved altså at revidere digtet. Så vidt vides findes der ingen oversættelse af '88-udgaven.

God fornøjelse!

30-Grækenlands-Guder

Hent PDF-fil ned

Grækenlands Guder

Frederik Schaldemose (1783-1853)
Efter Friedrich Schillers
Die Götter Griechenlandes (ca. 1793)

Da Olympen Eder end tilhørde;
Da i Glædens lette Ledebaand
Lykkelige Mennesker I førde
Frem paa Livets Vei med kjærlig Haand,
Guder fra de skjønne Fablens Dage,
Ak, hvor var det anderledes da,
Da Du hørde Hjertets ømme Klage,
Venus Amathusia!

Da den rige Digtekunst tilhylde
Nøgen Sandhed med sit Trylleslør,
Strømmed i det Skabte Livets Fylde,
Og det føelde, der ei føelde før.
For til Elskovs Barm den ømt at trykke,
Man Naturen større Adel gav;
Allevegne saae man Guder smykke
Jord og Himmel, Luft og Hav.

Der, hvor nu for vore Vises Øie
Død en Ildbold svæver op og ned,
Styred da sin gyldne Karm den høie
Helios i stille Herlighed.
Disse Bjærge fyldte Oreader,
Hist Dryadens Røst fra Egen lød,
Og af Urner yndige Naiader
Klare Strømmes Sølvskum gjød.

Her i Stenen Tantals Barn forstummer;
Laurbærtræet hist om Hjælp sig vred;
Dette Rør forkyndte Zyrings Kummer,
Denne Lund hvad Philomele leed.
Bækken her modtog Demeters Taare,
Da hun ei sin Datter fandt igjen,
Og Cythere klagede saa saare
Hist paa Høien for sin Ven.

For at glædes med de Dødelige
Himlens Guder ned til Jorden drog;
For at vinde sig en jordisk Pige,
Lætos Søn til Hyrdestaven tog.
Om Heroer, Mennesker og Guder
Slynged' Amor sine Kjæder rundt,
Og Heroer, Mennesker og Guder
Hyldede i Amathunt.

Intet Savn og ingen sorgfuld Tanke
Bort fra Eders Templer Glæden drev;
Glade skulle alle Hjerter banke,
Thi den Glade Eders Slægtning blev.
Helligt var det Skjønne da alene,
Ingen Fryd den muntre Gud forskjød,
Hvor blufærdigt rødmende Kamene,
Og hvor Huldgudinden bød.

Som Paladser Eders Templer stege;
Eders var det stolte Heltespil,
Naar ved Istmus' kronerige Lege
Vognen tordnede ad Maalet til.
Yndigt kredsde livligt-skjønne Dandse
Rundt om Altrene paa grønne Muld;
Eders Isser smykked' Seierskrandse,
Eders Lokker Kronens Guld.

Iublen af den muntre Thyrsussvinger,
Og af Pantherdyr et prægtigt Spand,
Meldte lydt den store Glædens Bringer;
Faun og Satyr tumlede foran;
Om ham saaes i Dands Mænader træde,
Deres Jubel priisde Vinens Dyd;
Vertens brune Kind bebuded' Glæde,
Og hans Øje funkled: »Nyd!«

Intet Beenrad, græsseligt at skue
Til den Syges Seng med Leen kom;
I et Kys udslukdes Livets Lue
Og en Genius vendte Faklen om.
Ja, paa Orkus' strænge Domstoel thronde
Sønnesønnen af en Dødelig;
Og da Orfeus' ømme Klager toende
Selv Megæra glemde sig.

Sine Glæder traf den glade Skygge
Paa Elysiums Blomstereng igjen;
Trofast Elsker vented Elskovs' Lykke,
Kamp og Vaaben vented' Kampens Ven.
Linus' Harpe klang, som før, i Lunden;
I Alcestes' Arme sank Admet;
Vennen har Orestes atter funden,
Sine Pile Philoctet.

Større Løn den Stærkes Mod bevinger
Til den haarde Kamp for Pligt og Dyd;
Ædelt Storværks herlige Fuldbringer
Vinke Guder til Olympens Fryd.
For de Dødes Igjenfordrer bøje
Orkus' stille Guder sig, og klart
Leder Tvillingstjernen fra det Høie
Gjennem Mørket Snekkens Fart.

Ak, hvor blev Du? Vend igjen tilbage,
Du Naturens hulde Blomstertid!
Ikkun Skjaldens vemodsfulde Klage
Minder os om hine Dages Iid.
Eensomt gjennem Engen Bækken rinder,
Ingen Gud mit Blik i Lunden seer;
Af hiint livligt skjønne Billed finder
Øiet knap en Skygge meer.

Alle disse Blomster maatte vige,
Falde for den barske Storm fra Nord;
For kun Een blandt Alle at berige,
Svandt Olympens hele Gudechor.
Sorgfuldt hist paa Himlens Hal mit Øie
Søger, ak omsonst! Selene Dig!
Sorgfuldt raaber jeg paa Mark og Høie,
Ikkun Echo svarer mig!

Ubekjendt med Glæden, som den yder,
Aldrig henrykt af sin Herlighed,
Aldrig vaer den Aand, som den adlyder,
Aldrig salig ved min Salighed,
Følesløs, selv for sin Kunstners Gave,
Død, som Slaget i et Pendeluhr,
Svæver evig eens, som Tyngdens Slave,
Den afsjælede Natur.

For i Morgen atter at oprinde,
Graver den i Dag sin egen Grav;
Af sig selv paa samme Teen sig vinde
Maanerne bestandigt paa og af.
Voxet fra sit Ledebaand, ved eget
Sving den sikkre Klode svæver om;
Og Olympens Gudechor er veget
Hjem til Skjaldens Helligdom.

Ja, til deres Hjem de atter droge,
Og alt Skjønt med dem forlod vor Jord;
Alle Livets Farver de medtoge,
Os de levned' kun det døde Ord.
Revne løs fra Tidens Strøm de bleve,
For det høie Pindus' Top at naae.
Hvad udødeligt i Sang skal leve,
Maa i Live undergaae!

Hent TXT-fil ned

Tekstgrundlag:
Schaldemose, Frederik 1842: Digte af Friedrich v. Schiller, A.G. Salomon's Forlag, Kjøbenhavn, s. 130-136.
Billedkilde:
Roeber, Fritz 1877: Die Götter Griechenlandes, i: Fischer, J. G. (udg.) Schillers Werke. Illustrirt von ersten deutschen Künstlern, bind 1, Eduard Hallberger, Stuttgart, s. 39.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.