Det tilslørede Billede i Sais

Den sandhedessøgende må besidde flid. Det ved vi fra Schiller. I dagens digt fra Schaldemoses Schiller-samling, det syvende, lærer vi, hvad der sker, når denne tålmodighed mangler. Har man hørt om, at kærlighed og sandhed er et og det samme?

07-Det-tilslørede-Billede

Hent PDF-fil ned

Det tilslørede Billede i Sais

K.L. Rahbek (1760-1830)
Efter Friedrich Schillers
Das verschleierte Bild zu Sais (1795)

En Yngling, hvem den hede Videtørst
Til Sais i Ægypten drev, Lønvisdom
Af Præsterne at lære, mangen Grad
Med hurtig Aand alt havde gjennemilet;
Ham stedse Forskelyst drev videre,
Og Hierophanten næppe tilfredsstilled
Den utaalmodigt Stræbende. »Hvad har jeg
Naar jeg har ikke Alt?« saa var hans Ord.
»Er her maaskee et Mindre eller Mere?
Er da din Sandhed kun, som Sandsers Lykke,
En Sum, man større eller mindre kan
Besidde, og altid besidder dog?
Er ikke den een Eneste, Udeelt?
Tag af en Harmoni een Tone ud,
Een Farve ud af Regnens Bue; Alt
Er Intet, hvad Du har igjen, saalænge
Dig fattes Farvers, Tonens skjønne Alt.«
Som engang da de talte, stod de stille
I eensomme Rotonda, hvor et Billed
Af Kjæmpestørrelse, i Slør indhyllet,
Vor Yngling faldt i Øie. Undrende
Han seer paa sin Ledsager, siger: »Hvad
Er det, der bag det Slør sig skjuler?« — »Sandhed!«
Var Svaret. »Hvad?« udraaber Ynglingen,
— »Kun efter Sandhed ene stræber jeg,
Og den er just, hvad man tilhyller mig.«
»Afgjør Du det,« — var Hierophantens Svar,
— »Med Guddommen! 'Mit Slør', er hendes Ord,
'Bortrykker ingen Dødelig, før selv
Jeg løfter det; hvo før med uindviet,
Strafskyldig Haand, det hellige Forbudne
Opløfter' — siger Guddommen 'han'« — »nu?«
»'Han Sandhed s e e r!'« »Et sært Orakelsprog!
Du selv, Du aldrig da det havde løftet?«
– »Jeg! nei i Sandhed! og var aldrig fristet
Dertil.« — »Det fatter ikke jeg! naar mig
Hiin tynde Væv fra Sandhed ikkun skilled« —
»Og« — faldt hans Fører ham i Ord – »en Lov,
Af større Vægt, min Søn! end Du det mener,
Er dette tynde Flor — vel let for Haanden,
Men centnertung for Din Samvittighed.«

Hjem vandred Ynglingen nu tankefuld;
Ham røver Vidskabs brændende Begjær
Hans Søvn; paa Leiet heed han vælter sig;
Og farer op ved Midnat. Ufrivillig
Ham fører skye Trin til Templet hen.
Let blev det ham at overstige Muren,
Og midt ind i Rotondens Inderste
Behjertet Spring den vovende Henbringer.
Her staaer han nu, og fuld af Gru omgiver
Livløse Stilhed denne Eensomme;
Kun afbrudt af hans Fodtrins hule Gjenlyd
I hemmelige, underjordske Grave.
Fra oven gjennems Kuplens Aabning Maanen
Nedkaster sølverblaa og blege Skin,
Og frygtelig, som en nærværend' Guddom,
Igjennem dunkel Hvælvings Mørke glimter
I lange Slør indhyllet Skikkelsen.
Med uvist Skridt han træder til, alt vil
Den frække Haand det Hellige berøre,
Nu hedt og koldt hans Been det gjennemfarer,
Og med usynlig Arm bortstøder ham.
»Hvad vil Du gjøre, Ulyksalige?« —
Tro raaber saa en Stemme i hans Indre;
— »Forsøge den Alhellige vil Du?«
»Mit Slør bortrykker ingen Dødelig
Før jeg det løfter selv!« Oraklet sagde,
Men føied' da den samme Mund ei til,
»Hvo dette Slør opløfter, skuer Sandhed?«
»Vær bag det, hvad der vil, jeg løfter det.«
Han raaber høit: »Jeg vil det skue!« — »Skue!«
Gjengjælder lange Echo spottende.

Han siger det og har opløftet Sløret.
Nu spørge I: »Hvad viiste sig saa her?«
Jeg veed det ei! Bevidstløs, bleg, saa fandt
Ham Præsterne den næste Dag, udstrakt
Ved Foden af Gudindens Billedstøtte.
Hvad han har seet, erfaret der, det har
Hans Tunge ingentid bekjendt; for evig
Var Livets Munterhed for ham forsvunden;
Dyb Græmmelse til tidlig Grav ham bortrev.
»Ve den,« saa var hans rædselfulde Ord,
Naar hæftig Spørgende ind paa ham trængte, —
»Ve den, der gaaer til Sandhed gjennem Brøde!
Ham vil den aldrig være glædelig!«

Hent TXT-fil ned

Tekstgrundlag:
Schaldemose, Frederik 1842: Digte af Friedrich v. Schiller, A.G. Salomon's Forlag, Kjøbenhavn, s. 34-38.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.