Dykkeren


Hvad kan en tyran drive en yngling til, der ikke kender værdien af sit eget liv? Hvilket samfund accepterer et sådant hensynsløst spil med menneskeliv for tidsfordrivs og fordrejet nysgerrigheds skyld? Hvordan er dette problem reflekteret i vort eget samfund? i dig og mig?

Schiller skulle have hørt legenden, som digtet grunder på, fra Goethe, som igen skulle have læst den i en udgivelse fra 1651. Men variationer over legenden går angiveligt tilbage til antikken.

Ligesom flere af Schillers digte er også dette sat til musik (D. 77, 2. version tidligere kendt som D. 111) af Franz Schubert (1797-1828), og findes indspillet af Naxos som 1. spor på »Schiller-Lieder, Vol. 1,« (Schubert-Lied-Edition, Vol. 6).

Der findes tillige med denne gendigtning, som udgør vort 26. opslag fra Schaldemoses Schiller-samling, også en gjort af Steen Steensen Blicher.

God fornøjelse!

26-Dykkeren

Hent PDF-fil ned

Dykkeren

Frederik Schaldemose (1783-1853)
Efter Friedrich Schillers
Der Taucher (1797)

»Hvem vover det, Riddersmand eller Svend,
At dukke til Hvirvelens Bund?
Et Bæger af Guld jeg kaster hen;
Alt sluger det Afgrundens sorte Mund;
Hvo atter det Bæger mig bringer tilveie,
Hans skal det være; han maa det eje!«

Saa taler Kongen og kaster med Mag
Fra Klippen, der høi og brat,
Nedluder over Karybdens Tragt,
Det gyldne Bæger i Dybets Nat.
»Hvor er, jeg spørger igjen, den Kjække,
Der vover mig atter det Bæger at række?«

Men Riddre og Svende forfærdede staae
Og stirre paa Vovernes Spil;
Og Ingen til Hvirvelens Bund tør gaae,
Og Ingen det Bæger fortjene vil.
Da spørger Kongen for tredie Sinde:
»Er Ingen, der agter det Bæger at vinde!«

Men Alle forstummende staae endnu;
Da træder venlig og kjæk
En Yngling af Kredsen med dristig Hu,
Og Bæltet han slænger og Kaaben væk,
Og hele Skaren af Herrer og Fruer
Paa den modige Yngling forbauset skuer.

Og som han nu triner til Randen hen,
Og stirrer i Vovernes Larm,
Udspyer Karybden med Brølen igjen
De Vande, den slugde med fraadende Harm.
Med buldrende Røst, som naar Tordner brage,
Den giver de skummende Bølger tilbage.

Og det syder og hviner i frygtelig Kamp.
Som naar Vandet sig blander med Ild;
Mod Himlen sprøjter den siskende Damp,
Og Bølge paa Bølge fremstyrter vild,
Og stønner i Stridens rædsomme Møde.
Det var, som om Havet et Hav skulde føde.

Dog endelig tier den vilde Strid,
Og sort af det hvide Skum
Fremgaber en Revne, saa dyb og viid,
Som gik den til Afgrundens nederste Rum;
Og ned gjennem Tragten man seer hvor længe
I Kredse de fraadende Bølger sig trænge.

Men hurtigt før Brændingen reiser sig,
Den Yngling befaler sig Gud
Og — rundt om høres et Rædselskrig! —
Den Kjække fra Klippen styrter sig ud;
Og pludselig over den dristige Svømmer
Det slugende Havdyb dølgende strømmer.

Da tier det over det hele Sund,
Kun i Dybet bruser det end,
Og bævende lyder fra Mund til Mund:
»Farvel, farvel, høihjertede Svend!«
Og hulere, hulere døner Braget,
Mens Skaren venter af Skræk betaget.

»Og kaster Du Kronen den samme Vei,
Og siger: 'Ham høre den til,
Der bringer den atter!' nei, Konge, nei!
Ei saadan en Løn jeg fortjene vil.
Hvad hylende Dybet dernede bevarer
Vist ingen levende Sjæl erfarer.«

Saa mangt et Skib, som Karybden greb,
Skjød ned i dens dybe Grav,
Og rundt svam Kjøl og Master og Reeb
Omkring paa det altopslugende Hav. —
Men klarere som naar Stormene bruse
Man hører dernede det stønne og suse.

Og det syder og hviner i frygtelig Kamp,
Som naar Vand sig blander med Ild;
Mod Himlen sprøjter den sidskende Damp,
Og Bølge paa Bølge fremstyrter vild,
Og med et Bulder, som Himmelens Torden,
Det vælter af Svælget og ryster Jorden.

Og se, af Havets brusende Barm
Der hæver sig svanehvid
En glindsende Nakke; man skuer en Arm,
Der roer med Kraft og med rastløs Flid.
Ham er det, og højt i hans Venstre blinker
Det gyldne Bæger og fro han vinker.

Og aandende dybt og længe, han bød
Velkommen den straalende Dag,
Og tusinde Stemmer fra Fjældet lød:
»Det er ham! Han blev ei i Hvirvelens Brag!
Af Graven, af Rædslernes Hule dernede
Han kommer, undsluppen fra Bølgernes Vrede.«

Han kom, omjublet af Qvinder og Mænd,
Og knælde for Drotten paa Stand.
Og Bægret rakde han Fyrsten hen,
Der vinked sin Datter, den Lillievand;
Hun fylder det; Svenden med sittrende Hænder
Det tømmer og saa til Kongen sig vender:

»Hil være dig, Drot! Hver glæde sig,
Der aander paa Lysets Vei!
Dernede er Afgrunden skrækkelig;
Og Mennesket friste de Evige ei!
Og aldrig det søge i Dybets Huler,
Hvad naadigt med Nat og Rædsel de skjuler.«

»Sort vrimlede der i den dunkle Vraa
Uhyrernes brogede Hær;
Den braaddede Rokke, den skjærende Haa,
Og Hamren og han med det truende Sværd,
Og graadigt strakde Polypper i Harme
Imod mig de mange, vidtslyngede Arme.«

»Der hang jeg og var mig med Gysen bevidst,
Forladt i den yderste Nød,
Blandt Trolde det eneste følende Bryst,
Dernede i Nattens rædsomme Skjød;
Og dybt under Lyden af Menneskers Tale
Blandt Udyr i Afgrundens skumle Dale.«

»Saa tænkde jeg angstfuld, da mylred' det frem,
Og rørde vel hundrede Led,
Vilde trække mig ned i Rædslernes Hjem;
Af Skræk forlod jeg mit Tilflugtsted;
Men Strømmen med rædsom Vælde mig fatter,
Og fremfor Lyset den river mig atter.«

Saa taelde han; undrende Kongen tog
Til Orde: »Dit Bægeret er,
Men denne,« — en Ring af sin Finger han drog
Af ædle Stene og Perler svær,
»Er Din, hvis Du atter i Dybet nedstiger
Og bringer mig Budskab fra Mørkets Riger!«

Det hører Prindsessen og englemild
Hun beder med smigrende Mund:
»Lad fare, o, Fader! det grusomme Spil!
Lad hvile hvad hviler paa Havets Bund!
Og kan I Hjertets Lyster ei tæmme,
Saa lad nu Ridderne Svenden beskjæmme!"

Men Konningen kaster Bægret hen
Med Magt over Klippens Rand:
»Og hvis Du det bringer tilbage igjen,
Du vorde den ypperste Riddersmand!
Og hende du hører saa kjærligt at bede,
Du skal, som Brudgom, til Alteret lede!«

Med Himmelens Magt paa hans Hjerte det faldt,
Han føelde sig kraftfuld og kjæk
Og rødme saae han den skjønne Gestalt,
Og saae hende blegne og synke af Skræk;
Da drev det ham mægtigt til Prisen at vinde;
Han styrter sig ud over Klippens Tinde.

Vel hører man Voven komme og gaae
Og Brændingen synger sin Sang,
Med elskende Blikke hun stirrer paa
De skummende Bølgers kredsende Gang;
De bruse i Dybet, de bruse tilbage,
Men aldrig for Lyset de Ynglingen drage.

Hent TXT-fil ned

Tekstgrundlag:
Schaldemose, Frederik 1842: Digte af Friedrich v. Schiller, A.G. Salomon's Forlag, Kjøbenhavn, s. 113-121.
Billedkilde:
Gehrts, Carl 1877: Der Taucher, i: Fischer, J. G. (udg.) Schillers Werke. Illustrirt von ersten deutschen Künstlern, bind 1, Eduard Hallberger, Stuttgart, s. 128.
Litteratur:
Luserke-Jaqui, Matthias 2011: Schiller. Handbuch. Leben – Werk – Wirkung, s. 281-283.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.