Denne gåde stammer fra Schillers skuespil Turandot, Prinsesse af Kina, hvis danske oversættelse jeg håber engang at kunne genudgive sammen med resten af Schillers skønne skuespil. Skuespillet indeholder flere gåder, efterfølgende udgivet som selvstændige digte.
Gendigtningen er kortere end originalen og indeholder ikke svaret på gåden, men opslagets billede skulle give et lille vink. Ottende udgivelse fra Schaldemoses Schiller-samling: Gaade
08-Gaade
Gaade
K.L. Rahbek (1760-1830)
Efter Friedrich Schillers
Der Baum, auf dem die Kinder… (Turandot, 2. akt, 4. scene, 1802)
Er Nogen, som kan sige
Hvad Træet er, hvorpaa
Vi see de Dødelige
At blomstre og forgaae?
Det er til alle Tider,
Det grønnes, visner bort,
Og viser tvende Sider,
Een hvid, en Anden sort.
Saa til dets Blomster blegne,
Det sætter flux en Ring;
Derefter skal man regne
Jordlivets store Ting;
Og i dets Bark vi finde
At tusind Navne staae,
Hvoraf de Fleste svinde,
Mens Andre ei forgaae.
Tekstgrundlag: |
Schaldemose, Frederik 1842: Digte af Friedrich v. Schiller, A.G. Salomon's Forlag, Kjøbenhavn, s. 38-39. |
---|