»Das Lied von der Glocke« er et af Friedrich Schillers kendteste og mest oversatte digte. Til dansk er det blevet gendigtet ikke mindre end fire gange. Den første gendigtning fra 1820 er også den, der lægger sig tættest op ad originalen. Det skyldes, at den blev skrevet, så den kan synges til Andreas Rombergs opus 25. Digtet blev reciteret ved Schillers egen død, i hvilken anledning Johan W. v. Goethe (1749-1832) tilføjede 13 strofer i en »Epilog zu Schillers Glocke«, begge blev genopført i anledning af 10-års-dagen for Schillers død.
Vor egen H.C. Andersen udgav i anledning af 40-års-dagen for den store digters død, altså i maj 1845, et eventyr ved navn »Klokken,« et enestående værk, som bør læses i sin egen ret.
Men Schillers klokke har også ringet for andre end ham selv. Johannes Brahms (1833-1897) komponerede på baggrund af Robert Schumanns (1810-1856) klaverkomposition »Gesänge der Frühe« (1853) en korsats kendt ved sin første linje »Dem dunkeln Schoss der heil'gen Erde,« der henter sin tekst fra digtet. Den blev muligvis allerede opført ved Schumanns begravelsesceremoni, og måske igen ved indvielsen af Schumann-statuen i Bonn 1880. Vi husker, at vi for et par dage siden læste epigrammet »Sædemanden,« som vi fandt i sjette opslag i rækken af Schaldemoses Schiller-samling.
Med det stærke ønske om fred, som digtet giver udtryk for, og med klokken, der navngives Concordia, latin for samdrægtighed, kunne der ikke findes et mere passende tidspunk at udbrede dette skønne digt og dets danske oversættelser end nu.
AB-Sangen-om-Klokken
Tekstgrundlag: |
Schow, Johannes Nicolai 1827: Klokkesangen, I. Irgens, Kjøbenhavn. |
|
|---|---|---|
Schaldemose, Frederik 1842: Digte af Friedrich v. Schiller, A.G. Salomon's Forlag, Kjøbenhavn, s. 87-107. |